Drenge og piger i skolen
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Algade 8, Grønnegade, Brogade · 1795-1897

Få et indblik i skolegangens historie i Middelfart, fra 1700-tallets kønsopdelte undervisning til opførelsen af skolen i Grønnegade. Læs om de tidlige småbørnsskoler drevet af byens kvinder.
I dag går piger og drenge i klasse sammen. Det gjorde de ikke førhen. Da den ny kommuneskole blev bygget i Grønnegade i 1897, var drengenes klasseværelser i den ene ende af bygningen og pigernes i den modsatte ende. Der var også kønsadskilte skolegårde. Før den tid, da Borgerskolen var i brug på Algade 8, gik drengene for sig tre dage om ugen og pigerne de andre tre ugedage. Men i alle tilfælde modtog drenge og piger dog undervisning. Dette var ikke tilfældet i endnu ældre tid. Eksempelvis var kirkens latinskole og dengang byens officielle skole forbeholdt drenge. Der var tydelig forskel på kønnene.
Det betød dog ikke, at piger ikke lærte noget. Fælles for begge køn var at de skulle opdrages i den kristne tro. Det var også udbredt, at det var nyttigt, at både drenge og piger kunne læse, selv om det ikke var alle børn, der kunne det. Færre børn kunne skrive. Drenge kom som sagt i latinskolen. Ikke for at lære latin, men for at tilegne sig enkle læsefærdigheder på dansk. Herudover havde latinskolen også en anden vigtig funktion, nemlig at sikre, at vilde og forældreløse drengene ikke gik på gaden.
I byfoged Johan Bluhmes nyttige og sammenfattende skrift om købstaden Middelfarts forhold i 1795, omtaler han i et særligt kapitel skolevæsenet. Undervisningen var gratis og foregik i to værelser på rådhuset, der lå på Algade overfor kirken. Der er to lærere og alt for mange børn. Han tilføjer, at to kvinder holder skole for små børn og lærer dem at læse i en bog samt pigebørnene at sy. Det må opfattes som forberedelse til skolegang og for pigernes vedkommende forberedelse til husmorens rolle. Denne for småbørnsundervisning udført af oftest enlige kvinder kendes helt op i begyndelsen af 1900-tallet.
Vi ved ikke så meget om de to nævnte kvinder. Maren Munck, anføres som enke, og er tilsyneladende gift på ny med tolder Jens Geertsen. De bor i Strandgade (nuværende Brogade) og dermed tæt på hans arbejdsplads ved skibsbroen. Jomfru Johanne Mandahl er i folketællingen 1801 anført som boende alene, ugift og 53 år på Algade 3. Hun dør i 1805. Bluhme skriver, at der er flere, der holder skole for småbørn uden at nævne deres navne. Man må antage, at der har været tale om små grupper af børn, der blev undervist i kvindernes private hjem. Og at kvinderne har kunnet supplere deres indtægt.
Illustration: Midddelfarts første selvstndige skolebygning i Algade 8.
#Algade 8#Historie#Håndværk#Skolehistorie#Socialhistorie


