← Peter Storms klumme

Den første ABC på dansk

15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Algade 8 · 1790-1835

Illustration af bogstavet A fra Hans Jørgen Birchs ABC med en abe, en ål og en and.
Foto: Peter Storm

Historien om Hans Jørgen Birch, sognepræst i Middelfart, der forfattede Danmarks første ABC i 1790. Læs om hans kamp for skolegangen i byen og den klassiske lærebog, der blev brugt i årtier.

Den første danske ABC på dansk udkom i 1790 og var skrevet af sognepræst i Glostrup, Hans Jørgen Birch f. 1750 i København. Året efter udnævntes han til sognepræst i Middelfart, hvor han virkede flittigt både som præst og oplysningsforfatter til sin tidlige død i 1795. Her er tre eksempler fra hans ABC: om bogstavet A, en læseøvelse og en leveregel.

A a

A-ben spi-ser Æb-ler.

Aa-len svøm-mer i Aa-en.

An-den sej-ler i Van-det.

Ax-e-ne staae paa A-ger-ren.

Det nøjsomme Barn.

Lille Friderik var altid vant til at tie, indtil man gav ham noget. Engang glemte hans Moder at lægge noget for ham ved Bordet. Da Friderik havde ventet noget, bad han den, som sad hos ham, at han vilde give ham lidt Salt. Hvad vil han med det, Lille? Jeg vil bruge det til det Kjød, min Moder nok giver mig.

Leveregel

Gaae med Lyst og Glæde i Skolen, og giv vel Agt paa hvad der bliver lært dig.

Denne ABC skulle vise sig at blive en klassiker overalt i landets skoler. Den holdt sig helt frem til 1835, hvor den da udkom i 19. oplag. Den var illustreret af kobberstikkeren Johan Christoph Seehusen. Her hans illustration til bogstavet A.

I sin korte embedstid i Middelfart tog Hans Jørgen Birch sig også af den stedlige skolegang eller måske rettere mangel på samme. Han forsøgte sig frem og bestemte sig for som noget nyt at indføre en offentlig skoleeksamen årligt på Middelfart rådhus. Den blev første gang afholdt den 6. februar 1793, hvor børnene blev eksaminerede i kristendom, regning og skrivning. Selv om nogle af forældrene var til stede og så hvor slet det stod til, kom der ikke rigtigt noget ud af det.

I 1816 fik Middelfart så en egentlig skolebygning i Algade 8 kaldet Borgerskolen. Her holder Middelfart Museum til i dag.

#Litteratur#Middelfart Museum#Skolehistorie#Sognepræst#Uddannelse

Flere klummer