Hørsvinger

Forleden var jeg til marked på Skals Håndarbejderskole, hvor Alma lærte mig hvordan den tørrede hørplantestængel kunne blive til stærke og bløde fibre. Da vi havde hevet hørstænglerne godt igennem skætteanordningen, sad jeg tilbage med den fineste dusk, der kunne minde om hår. Det er de fantastiske plantefibre, der ender som tråd og vævninger til det dejligste hørstof også kaldet linned. Jeg er ikke den store praktiker. Derimod blev jeg nysgerrig på hørplanten og dens forarbejdning til linned. Jeg vil ikke sige, jeg blev en hørsvinger. Men jeg fandt ud af, at man førhen godt kunne være hørsvinger.

Når nu man har rusket de færdigudvoksede hørplanet op med rode, efter at de forinden har blomstret så blidt og blår, og efter at de har ligget i vand nogle dage og siden ligget til tørre, så er de parate til at blive gennemheglet. Man banker så meget af deres bark af som muligt. Så kan man trække et bundt af stængler igennem en anordning med rækker af opretstående metalspidser. Så trækker man barken af og som allerede sagt, ender man med den skønneste håndfuld fibre, der bliver til tråd og siden vævning. Det var en opdagelse! Nu ved jeg. at det skønneste hørlinned kommer af de smukke lyseblåblomstrende planter, og at der skal arbejdes grundigt med bearbejdningen.

I det gamle bondesamfund dyrkede man hør. Det kunne være til eget husbehov og det kunne være til at sælge videre, om man havde vævet rigeligt. Man kunne godt bruge ekstra hænder. Det var især mænd, der kunne tjene til dagen og vejen ved at tage rundt på gårdene for at give en hånd med ved hegling og skætning. Det var helt almindeligt – og helt udbredt var det, at de kaldtes hørsvingere. Ved søgning i folketællinger får jeg pænt mange hørsvingere frem. Nogle af dem står ganske vist også anført som husmænd. De findes overalt i herredet. Og jeg gør også nogle opslag i Middelfart-aviser. Her finder jeg et par gamle murere, der ved efterårstid gjorde det som hørsvingere.

Herhjemme fik vi en hyggelig snak om H.C. Andersens eventyr ”Hørren”, som vi kunne sætte os og lytte til, fordi jeg for en del år siden nåede at købe 15 cd’er med Andersens eventyr læst op af 100 forskellige skuespillere! Her var det Ingeborg Brams, der læste højt om hørrens lange og forunderlige liv. Så var jeg blevet klogere – og gladere – kulturhistorisk set.

Tegning af V. Pedersen i H.C. Andersens Eventyr og Historier. Andet Bind. C.A. Reitzels Forlag 1877.