← Peter Storms klumme

Hindsgavl omkring 1677

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1600-tallet

Kobberstik af det gamle Hindsgavl Slot på borgbanken fra 1677
Foto: Peter Storm

Dyk ned i historien om det gamle Hindsgavl Slot før det styrtede i havet. Peder Resens stik fra 1677 giver et unikt indblik i borgens sidste tid på banken før flytningen 'op på bjerget'.

Dette gamle stik af Gl. Slot ved Hindsgavls stammer fra ”Resens Atlas Danicus” fra 1677. Det forekommer meget naivt – især når man kigger på landskabet omkring borgbanken. Men når det drejer sig om bygningerne, så er de nok tættere på virkeligheden. Det ved vi både fra skriftlige indberetninger og fra Nationalmuseets udgravninger under besættelsen.

Vi skal gøre os klart, at det gamle Hindsgavl på borgbanken på den tid synger på sidste vers. Bygningerne er forfaldne. Vi har været igennem en voldsom svenskekrig, der tog hårdt på stedet - især i 1659, hvor svenskerne led nederlag efter at have ligget her længe med en besættelsesstyrke. Da så en kraftig storm undergravede kysten og en del af bygningerne skred i stranden i 1695, var det helt slut med at bo på borgbanken. Man flyttede op på det sted, hvor det nuværende Hindsgavl ligger. Man flyttede ”op på bjerget”, som det hed dengang.

Vi ser på tegningen vejen over engen og frem til borgbroen, hvorfra vejen går op langs ydersiden ud mod vandet for at komme ind i den vestlige del, hvor porten til borggården befandt sig. Lige ovenfor broen over voldgraven finder vi det kraftigt murede tårn og derefter kommer den murede fruerstue, der indeholdt de gode opvarmede rum for de fornemme folk. Bygningen bagest er en muret bygning, mens bygningerne med skorstene i forgrunden er to bindingsværkshuse, som Christian 4. lod opføre.

Til venstre ser vi Fænø og Fænø Kalv og til højre skulle det så være Gals Klint.

#2. verdenskrig#Arkitektur#Hindsgavl#Historie

Flere klummer