← Peter Storms klumme

Her væves og spilles – Søndergade 17 og 19, Middelfart

15. oktober 2026 · Peter Storm · Søndergade 17 og 19, Middelfart, Fønsskov · 1787–1886

Søndergade 17 og 19 i Middelfart, to små sammenhængende huse.
Foto: Peter Storm

Historien om to små huse i Søndergade, hvor væverhåndværk og kirkemusik gik hånd i hånd gennem generationer. Mød organist Johan Christian Hansen, der betjente byens kirke i over 50 år.

Jeg kommer ofte spontant og tilfældigt på historier om folk og steder i Middelfart. Nu denne om organist Johan Christian Hansen. Det er en udløber af et spændende gravearbejde om en anden organist, Johan Georg Stein. Ved at søge på sidstnævnte, dukkede en lille artikel i Middelfart Avis op om Johan Christian Hansen i forbindelse med dennes død den 11. april 1874. Han var født i Middelfart den 15. august 1787 og var blevet gift i 1814 med en jævnaldrende husmandsdatter Karen Pedersdatter fra Fønsskov. Hun overlevede sin mand og døde 4 år senere. Parret stod ved hans død lige for at fejre diamantbryllup.

Johan Christian Hansen var væver og opvokset i et dengang større hus i Søndergade bestående af de to små huse Søndergade 17 og 19 (se illustration). Ved folketællingen 1787 boede forældrene: væver Hans Christiansen, 33 år og Anna Kirstine Johansdatter, 30 år i huset. Der anførtes ingen børn. Ved folketællingen 1801 boede forældrene stadig i huset og denne gang anførtes kun sønnen Johan Christian Hansen.

Ved folketællingen 1834 har Johan Christian Hansen overtaget huset. Han er da 47 år og hustruen 46 år. Han står både som organist og væver. De har 5 sønner og 1 datter mellem 13 år og 1 år samt ansat en væverdreng. Ved folketællingen 1870 er Johan Christian Hansen kun anført som organist 82 år og hustruen som husmor 81 år. I huset bor to ugifte sønner: væver Peter Christian Hansen, 45 år og væver Jens Sommerfeldt Hansen, 43 år. Der er fortsat gang i husets væve.

Tilbage til organist Johan Christian Hansen. Han var i 1808 startet som medhjælper for den daværende organist ved Middelfart kirke Johan Georg Stein, der døde samme år. I 1811 blev Johan Christian Hansen fast organist ved Middelfart kirke. Ved sit 50års jubilæum udnævntes han til Dannebrogsmand. Da han blev for gammel til at klare tjenesten, trådte hans søn Peter Christian Hansen til og bestred efter faderens død stillingen indtil 1886. Forinden havde der været nogen polemik i den lokale avis om, at orglet var udtjent og svært at spille på. Johan Christian Hansen rykkede i et velformuleret læserbrev ud til sit forsvar og foreslog at man henvendte sig til kirkeinspektion om det slette orgel. Herved blev det nu ikke.

Man kunne flere gange se denne lille notits indrykket i Middelfart Avis: ”Man tillader sig at henlede den ærede Kirkebestyrelses særdeles Opmærksomhed paa Menighedens store Trang til et nyt Orgel og en ny musikalskdannet Organist.” Det medførte den 30. august 1865 dette svar underskrevet af ”Flere”: da vi nu i omtrent ey halvt Aar have set, at Organist og Orgel i Middelfart kirke ikke blive bedre af at blive omtalt i hver Avis, saa anmode vi om, at dette Stykke maa gaa ud og give Plads for en Omtale af den skammelige Mishandling, som er vederfaret en Dreng i Mørkegyde.” (nuværende Grønnegade).

Søndergade 17 og 19 var oprindelig en samlet matrikel. Gennem mindst tre generationer har den samme væverfamilie virket her. Og to af husets vævere har været organister ved kirken gennem til sammen 75 år.

#Håndværk#Sankt Nikolaj Kirke#Slægtshistorie#Søndergade#Tekstilproduktion

Flere klummer