Født 1638 i Middelfart

I 1637 blev den 30-årige Erik Monrad kaldet til sognepræst ved Skt. Nikolaj kirke i Middelfart. Provsten havde visse indvendinger, hvilket måske skyldtes, at han holdt på en anden kandidat, men biskoppen holdt fast. Både biskoppen og den nye præst nød Christian 4.s bevågenhed.

Erik Monrads karriere forløb hurtigt og godt. Allerede i 1642 blev han sognepræst ved Helligåndskirken i København og året efter biskop i Ribe. Han var i øvrigt blevet gift i 1637 med en præstedatter fra Flemløse. Året efter kom parrets førstefødte, sønnen Johan til verden. Det er ham vi skal dvæle ved. Han skrev på sine ældre dage en ganske levende og lyrisk selvbiografi. Her er to glimt fra Middelfart.

Fra Ribe var han en vinter med sin mor rejst til Middelfart: ”Siden erindrer jeg mig om den store livsfare, min salig moder og jeg var i på Middelfartsund. Vi gik ud en vinteraften og der på faldt ind udi drivis med en flyvende storm og sne blandet med regn, os påkom, og blev nat og mørkt, så vi kunne intet se. Gud hjalp os, så vi kom Melfar på det sidste så nær, at vi hørte, klokken ringede syv, og kom fra største livsfare vel i land.”

Som ung rejste Johan Monrad fra København til Flemløse for at deltage i et bryllup i præstegården sommeren 1656. Undervejs besøgte han sin barndoms Middelfart: ”I Medelfart det dejlige kammer, jeg lå, der oven på, den dejlige have, de små smykke-kamre i det så dejlige hus til Hr. Pouls, som legede så vel på sin guitar.” Der er tale om et besøg hos kapellanen Poul Sørensen Weile, der virkede ved kirken fra 1654 og formentlig til 1669.

Kirken står i sine ydre træk som dengang. De ældste kirkestole og nogle af de store gravsten i kirken har dengang været ganske nye.

Illustration: Biskop Erik Monrad.