Feltliv på Fønsskov
15. oktober 2026 · Peter Storm · Fønsskov, Føns Præstegård · 1864-1912

Oplev de dramatiske sommerdage i 1864, hvor Føns Præstegård dannede rammen om både feriehygge og krigsberedskab. Generalmajor Harald Holbøll beretter om officerernes liv mellem kaffeselskaber og natlige ridt til Fønsskov Odde.
I 1912 udgav generalmajor Harald Holbøll sine erindringer fra krigen 1864, hvor han gjorde tjeneste som brigadeadjudant. I sommeren 1864 lå hans brigade i omegnen af Middelfart, hvor opgaven var at bevogte kyststrækningen mod en truende fare for tysk invasion. Brigaden havde en tid bevogtning af Hindsgavlhalvøen og Fænø som hovedopgave. Her var det mest sandsynligt, at fjenden ville angribe efter en opmarch i Stenderupskovene. Den 29. juni havde fjenden indtaget Als med store danske tab til følge. Fra den 3. juli skulle Holbølls brigade overtage bevogtningen af Fønsskov. Det betød, at brigadestaben opslog sit hovedkvarter i Føns præstegård.
Brigadechefen og hans adjudant gav sig straks til at inspicere kystbevogtningen og red helt ud til Ellegård. Hæren var i yderste alarmberedskab. Tropperne blev beordret under gevær om natten og rykkede helt ud til kysten, hvor de lå i bivuak. Om dagen var de så tilbage i deres faste kvarterer.
Holbøll fortæller, at staben havde det storartet i præstegården i Føns, hvor den nyligt afdøde præst Christian Radoors enke sørgede godt for de indkvarterede officerer og tillige for de officerer, der lå i tarveligere kvarterer i omegnen. Det betød, at der kunne være mange til middag. I disse hektiske dage bevarede hun roen og viste sine sognebørn det ved at undlade at pakke sit sølvtøj og linned, så hun kunne være klar til flugt, hvis fjenden skulle angribe. Hun havde som vanligt i sommerferien besøg af sin nærmeste familie. En datter var tilfældigvis gift med en af brigadens officerer. Det var derfor en underlig tid, hvor man om dagen førte et ferieliv og om natten et feltliv.
Bag præstegårdens have bivuakerede hver nat netop den afdeling, som blev kommanderet af hendes svigersøn. Om aftenen gik hele selskabet ud til bivuaken med kaffe til officererne. Efter en times tid gik damerne i seng i præstegården. Officererne steg til hest og red ud til Fønsskov Odde – og var først tilbage tidligt om morgenen. Brigadeadjudant Holbøll måtte love præsteenken, at han i tilfælde af fjendtlig invasion ville advare hende i god tid, så hun kunne komme i sikkerhed. Så galt gik det dog ikke.
Illustration: Fønsskov odde.
#2. verdenskrig#Historie#Slægtshistorie#Vends Herred


