Sommerferier i et militærtelt

Da jeg stødte på, at en præstefamilie fra Asperup gennem 15 somre slog et stort militærtelt med trægulv op i skoven ved Ellegård på Fønsskov lige ned til Gamborgfjord for at holde ferie, var det en historie, der både vakte min interesse og min glæde. Stedet kendte jeg så godt, fordi jeg selv sammen med egen familie har holdt ferie samme sted. Dog ikke i telt men i Ellegårds tidligere fodermesterhus.

Under de store træer, der vokser lige ned til stranden ved fjordens lave vand er der et paradis for børn. Her kom vi gennem flere somre i 1970erne. Præstefamilien kom her mellem 1924-39. Teltet må have haft en vis størrelse, da familien talte far og mor og fire børn. Det var nok ikke så fjernt endda for præsten Hans Øllgaard at klare sommeren på feltfod. Han blev som ung indkaldt som rekrut på fæstningsartilleriets rekrutskole og modsatte sig i første omgang at blive udtaget til befalingsmand med den begrundelse, at han ville være præst. I sommeren 1906 blev han så alligevel sekondløjtnant. Under første verdenskrig var han indkaldt til sikringsstyrken.

Hans Øllgaard er født 1888 på Møen, hvor faren var praktiserende landlæge. 11 år gammel blev han sendt til København for at gå på Østersøgades Latin- og Realskole. Han blev student i 1905 og valgte at studere teologi. Han gik en tid på Askov Højskole. 1913 tog han teologisk embedseksamen og fik stilling som kapellan ved Sankt Knuds kirke i Odense. Han blev gift i 1916 med Marie Jespersen, der var datter af en præst. I 1920 blev Hans Øllgaard udnævnt til præst i Asperup-Rorslev og fra 1932 var han tillige provst i Vends Herred. Og i 1938 blev han udnævnt til biskop for Fyens Stift.

Efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940 påtog Hans Øllgaard sig en klar rolle i kampen for frihed. Han kom til at spille en central rolle i den fynske modstandsbevægelse. Han protesterede åbent mod forfølgelsen af jøderne. Han blev opfordret til at træde ind i Frihedsrådet og tog imod denne opfordring. Imidlertid kom han ikke til møderne, da tyskerne tilsyneladende var blevet klar over, hvem der sad i dette råd.

I opgøret med tyskernes medløbere og håndlangere udtalte Hans Øllgaard sig i dagbladet Information den 16. november 1945 om nødvendigheden af at man under besættelse havde måttet likvidere stikkere. Umiddelbart et svært emne at udtale sig om for en biskop. Der var tale om et svar til en ung mand, der havde været med i en likvideringsgruppe, og som nu gjorde sig sine eftertanker. Øllgaard forklarede nødvendigheden med den begrundelse, at det kunne sikre, at tyskerne ikke fat i modstandsfolk og henrettede dem. Øllgaard slog fast, at det var de lokale ledelser, der havde ansvaret for at give ordre til likvidering og at de enkelte grupper ikke havde dette ansvar.

Han tilskynder den unge mand at opsøge en lokal præst. Han tilskynder også til, at han går hjem til sine forældre og til sin kone – og er glad for at have dem, som holder af ham. Han skulle også tage fat på det daglige arbejde, som alle må hver dag i tro på Gud, som tilgiver. Endelig skulle han hver dag bede Fadervor. Øllgaard afslutter sit svar med disse ord til den unge mand:

”Det er muligt, at du siger til mig, at det med Gud interesserer dig ikke. Ja, så vil jeg sige, det gør ikke så meget, bare du vil følge dette råd nu. Det er det bedste og sikreste råd, jeg kan give dig.”

Jeg er ikke selv troende kristen. Jeg er ikke døbt. Jeg nærer naturligvis ikke foragt for mennesker, der har en religiøs tro. Jeg hæfter mig ved, at Hans Øllgaard fremtræder som et troværdigt og pligtopfyldende menneske, der har fundet den for ham rette vej gennem krigens og besættelsens udfordringer og dilemmaer. Herfor kan jeg udtrykke min forståelse og respekt.

Maleri fra Ellegårds skov ned mod Gamborg Fjord af Hans Jacob Hansen.