← Peter Storms klumme

Digter i krigssommeren 1849

15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Strib, Hindsgavl · 1849

Portræt af digteren og lægen Emil Aarestrup
Foto: Peter Storm

Oplev Treårskrigen gennem digterlægen Emil Aarestrups øjne, da han i 1849 besøgte Middelfart og Strib. Læs hans levende beskrivelser af bomberegn, nattergalesang og nysgerrige udflugtsgæster ved Lillebælt.

En af vore digtere er lægen Emil Aarestrup (1800-1856). Han fik i foråret 1848 ansættelse som distriktskirurg eller mere moderne sagt som embedslæge på Fyn. Det faldt derfor i hans lod at føre tilsyn med de militære lazaretter, der opstod som følge af krigen. I begyndelsen af juni 1849 besøgte han Middelfart og Strib. Herom skriver han til sin gode ven i København, urtekræmmer Christian Petersen og her udfoldes digterens poetiske:

”Igår kom jeg hjem fra et ophold i Middelfart og på Strib, hvor jeg i hver pause, efter bombernes bum – piiiiih! hørte hundrede nattergale i de mest henrivende skove, med udsigter til Snoghøi, Koldingfjord, Stenderupskov og Skamlingsbanken; det lille Belt er det yndigste af de danske vande, og jeg traf en ung baronesse Fønss (Hindsgavl) ved dets høie bredder, næsten lige så smuk, smidig og smilende. En hel nat tilbragte jeg i måneskin på Telegraphbakken (hjørnet Kongebrovej og Skovgade), medens angrebet på Fredericias forskansninger fandt sted. Der var næppe 1 minut mellem de skrattende geværsalver fra kl. 11 til 1. ildkugler, raketter, for at oplyse egnen, og derpå de dundrende kanonskud.”

Og i Strib oplevede Aarestrup, at krigen var blevet et sandt udflugtsmål:

”Jeg så Hekates (engelsk Dampskib) opsejling næste morgen fra Stribs batteri, og næppe ¼ time efter at jeg var kørt bort, susede bomber og granater gennem træerne, hvor vi havde spist frokost. Det er næsten latterligt, hvorledes folk alle vegne fra tager derhen, for at se krigen i øinene. Den ser forskrækkelig godmodig ud. Skønt det halve brystværn var skudt ned dagen i forvejen, drager dog svendborgere, odenseanere, herrer og damer, med madkurve fyldte med rejer og makrel, tappert ned på batteriet, lejrer sig i et stort sandhul, som en bombe om morgenen har hugget i grønsværen, høre fuglene synge og granaterne pibe, se artilleristerne ryge tobak og klø sig bag øret, med højest gemytlig uforsagthed, farer af sted som Satan var efter dem, når en kanonkugle suser over deres resp: hoveder og ind i sandskrænten bag dem, og fortælle hjemkomne, hvorledes de har været i kampens hede og fare,”

Med disse personlige meddelelser til vennen i København får vi nogle glimt af de krigeriske sommerdage set fra Fyn op til 6. juli-slaget 1849.

Portræt af Emil Aarestrup.

#Hindsgavl#Historie#Lillebælt#Litteratur#Treårskrigen

Flere klummer