Vil østrigerne og prøjserne angribe Fyn?
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Hindsgavl, Skrillingegård, Strib, Kauslunde, Roerslev · 1864

I juli 1864 sitrede Fyn af spænding under våbenhvilen. Mens tyske tropper truede med landgang fra Stenderup og brugte krigslist med falske flag, forskansede den danske hær sig massivt omkring Middelfart og Hindsgavl.
Våbenhvile 20. juli kl. 12 middag 1864. Tyskerne havde indtaget Jylland. Danskerne havde trukket sig tilbage til Fyn. Lige op til havde fjenden samme formiddag løsnet et halvt hundrede kanonskud fra Stenderup mod den fynske kyst. Tyskerne havde ikke tillid til, at danskerne ville gå ind på de hårde fredsbetingelser og forberedte sig på at angribe Fyn.
Prins Carl Friederich befalede derfor det 2. prøjsiske armékorps at rømme landet nord for Limfjorden at rykke sydpå. De skulle medbringe både og kanoner, så de var klar, når våbenhvilen udløb. Det østrigske armékorps fik ordre til at slå lejr mellem Horsens og Kolding.
På dansk side spredtes 1. division mere mod øst med stabskvarter i Assens og 2. division flyttedes til Frederikslund (Krengerup) i nærheden af Barløse, Ørsted og Røjbjerg. 3. division fik hovedkvarter på Erholm. 4. division fik stabskvarter på Kjærsgaard. Kystbevogtningen fortsattes uforandret. Hærens øverstkommanderende generalløjtnant Steinmann oprettede hovedkvarter i Rorslev.
Mens fjenden forberedte overgang til Fyn fra to punkter ved Stenderup Skov – Gammel Ålegård/Stenderup Strand og Kolding Fjord samt nogle steder fra Lyngsodde, anlagdes kolonneveje og sammentømredes flåder, der kunne rumme 200 soldater, beredte danskerne sig til at tage imod med minelægning og forskansninger.
Efterretninger fortalte, at fjenden indøvede sine hornblæsere i danske signaler og fabrikerede Dannebrogsflag i stor stil med henblik på at forvirre de danske tropper. To tyske dampskibe øvede sig på Kolding Fjord under dansk splitflag. For at være sikre indbandt danskerne deres faner i halm. Danskerne fik besked på, at de skulle beskyde enhver fjendtlig afdeling, som viste Dannebrog. Fjendens landgangsforberedelser var muligvis reelle nok, men de kunne også være udtryk for, at de ved at spille med musklerne lagde pres på fredsforhandlingerne i Wien. Måske mest det sidste, siden de gjorde det så åbenlyst.
Den danske hærs 3. division under generalmajor Wørishøffer havde stabskvarter på Skrillingegård, og stod for det første forsvar af Fænø og Hindsgavlhalvøen. På Fænø lå tre bataljoner med et regiment i reserve i Øksenrade Skov ved Teglgård. Et regiment dækkede kysten fra Middelfart til Vasnæsbatteriet og en bataljon på forpost i Krybeskoven og en anden bataljon samme sted i bivuak. Fra Vasnæs til Teglgård var en bataljon på forpost og en anden bataljon i bivuak i granplantagen på Hindsgavlhalvøen. Hertil kom skyts og rytteri med kvarter i Kauslunde og alarmplads ved Assensvejen. I Middelfart var indkvarteret ingeniørtropper. Mod Strib og Nordfyn var også stationeret danske tropper samt i området bag hovedkvarteret i Roerslev. Alt i alt en massiv opbygning af forsvaret på Fyn. Fredsforhandlingerne i Wien under våbenhvilen i juli 1864 førte til fred, så krigsforanstaltningerne kunne afblæses.
Illustration: danske soldater i kvarter på Skrillingegård 1864.
#1864#Artilleri#Hindsgavl#Historie#Lillebælt


