Et revolutionært portræt

Når man som jeg interesserer sig for lokalhistorie og danske kulturpersonligheder, så er denne beretning forståelig nok. Forfatteren Peter Andreas Heiberg havde en satirisk pen, der dansede elegant gennem hans artikler og skuespil. Politisk set beundrede han den franske revolution. Det neutrale Danmark måtte træde mere og mere varsomt i takt med, at Napoleon dominerede den europæiske scene. Trykke- og pressefrihed blev skærpet. Heiberg havde fået flere bøder for sine frie og frække skriverier. Han havde bl.a. skrevet, at ordener hænger man på idioter, og toppen var da han fornærmede stormagten Rusland.

Juleaftensdag 1799 faldt Hof- og Stadsrettens hammer tungt. Heiberg blev landsforvist. Da han sad syg i sit hjem med et dårligt ben, måtte han i første omgang have stuearrest med en politibetjent posteret i familiens køkken, indtil dommen kunne føres ud i livet. I februar måtte han sige farvel til hustru og søn samt venner. En karet udstyret med en politibetjent kørte ham ud af byen.

Blev han kørt ud af kongeriget på landevejen eller blev han sejlet bort? For nogle år siden ledte jeg i bøger, fordi jeg gerne ville vide, om min helt var kommet gennem Middelfart. I første omgang fandt jeg ikke noget. Men en tid efter, hvor jeg beskæftigede mig med digteren Peder Horrebow Haste, der havde fået fast og kongelig stilling som toldinspektør i Middelfart, gjorde jeg en fantastisk opdagelse i dennes stambog. En stambog er en slags poesibog, som ens venner skriver i ved særlige lejligheder.

I Hastes stambog var der med den mest formfuldendte håndskrift skrevet nogle linjer på latinsk dateret i Middelfart den 12. februar 1800 underskrevet af Peter Andreas Heiberg. Her var så beviset! Den landsforviste forfatters sidste rejse i Danmark var gået gennem Middelfart.

Heiberg havde drømt om, at han ville blive taget til nåde. Det skete ikke, og han ville heller ikke trygle om nåde. Det blev til et livslangt eksil i Paris. Som mesterlig skribent og sprogkyndig blev han en fremtrædende embedsmand i det franske udenrigsministerium. Et ganske ironisk moment, når man betænker, at Danmark endte som den slagne Napoleons sidste allierede.

Men lokalhistorien er ikke helt færdig. Portrættet af Heiberg er gjort af vores berømte egnsbarn, Jens Juel, omkring 1790. Et billede uden pudder og paryk. Skal vi lidt flertydigt sige et revolutionært portræt.