Havnegade var – og er en udfordring

Havnegade er en sjov størrelse. Den er lang og undervejs fra øst til vest sammensat af et voldsomt bredt stykke, så et smallere stykke og til sidst et bumlet stykke. Navnet var engang mere retvisende, da skibene kunne lægge til hele vejen langs den lange kaj og i den gamle havn. Nu er navnet Havnegade blevet tilbage, mens havnen stort set er indskrænket til at omfatte Gammel Havn. I dag er byrådet med rette optaget af at få skik på den lange gade. Det kan måske vække til inspiration og eftertanke at erfare nærmere om en større byrådsdebat om omlægningen af Havnegade for over hundrede år siden.

Middelfart Venstreblad den 9. november 1922 dækker omhyggeligt en skarp debat i byrådet om Havnegades fremtid. Der smides med brosten. Den netop udvidede havn ville kræve ny brolægning. Nogle mente, at nye brosten til havnen kunne gøre nytte andre steder. Debatten viste, hvor nye brosten kunne gøre bedst nytte, fordi de dårligste gader trængte til istandsættelse. Politikerne havde fået blod på tanden, fordi en ny billov indebar, at gader, der skulle bære det stigende antal biler, skulle tilgodeses med statslige tilskud. Her tænkte man på Østergade, Algade, Havnegade, Brogade og Knorregade. Middelfart Dampskibsselskab ønskede naturligvis forbedring af Havnegade grundet den stærke trafik til færgen.

Man ville kunne bruge de gamle sten fra Havnegade til at lægge langs kajen. Havnegades kørebane skulle være bredere og der skulle lægges fortovsfliser langs husene fra Torvet til Toldboden. Byrådsmedlem, købmand Jørgensen syntes man skulle holde sig til at ordne havnekajen. Byrådsmedlem, brændselshandler Larsen ville lægge nye sten i Havnegade og bruge de gamle ved kajen. Byrådsmedlem, læge Martin drillede med, at man omlagde de dårlige gader hvert andet år fremfor at gøre det omhyggeligt. Borgmester Ehlert Nielsen slog på, at Havnegade som den mest trafikerede trængte. Han gik ind for at bruge de nye sten på Havnegade. Byrådsmedlem, tømrermester Tønnesen mente, at Jørgensen overdrev prisen. Larsen mindede om, at man allerede i 1913 havde drøftet omlægning af Algade, men at dette var slået fejl, fordi man samtidigt skulle bruge penge på kloakering. Martin bragte også Strandvejen, der var fuld af huller, i spil. Til sidst konkluderede borgmesteren, at det er accepteret af havneudvalget, at man bytter rundt på stenene, så de gamle sten fra Havnegade overføres til kajen, og de nye brugt på Havnegade. Og derved blev det og tilmed enstemmigt.

I Middelfart Venstreblad den 4. marts 1925 refereres fra Handelsstandsforeningens generalforsamling, hvor der rejses flere spørgsmål vedrørende havnen. Jørgensen må forsvare byrådets langsommelighed. Brolægningen af Havnegade er endnu ikke tilendebragt. Og i øvrigt ventede man utålmodigt på en havnekran. Manglen på en sådan havde i øvrigt gjort, at mindestenen for Slengerik ikke kunne bringes i land på havnen. I stedet måtte Kabelfabrikkens havn træde til. Når man i dag går forbi mindestenen for Slengerik i Kongebroskoven, kan man tænke over, at det ikke var en kommunale havnekran, der havde medvirket til dens ilandsættelse men derimod en privat havnekran. Det kan være radikalt nok.

Illustration: Havnegade i årene før Lillebæltsbroen.