← Peter Storms klumme

En poetisk doktor på Telegrafbakken

15. oktober 2026 · Peter Storm · Telegrafbakken, Hindsgavl, Strib · 1849

Portræt af digteren og lægen Emil Aarestrup
Foto: Peter Storm

Læs Emil Aarestrups stemningsfulde beretning fra Treårskrigen, hvor nattergalesang mødte bomberegn i Middelfart, og hør om hans besøg hos baronesse Fønss på Hindsgavl.

Den livlige og trivelige stiftsfysikus Aarestrup steg af diligencen fra Odense i begyndelsen af juni 1849. Han kom i embedsmedfør for som øverste læge på Fyn at inspicere lazaretterne på Katrineberg og Billeshave for de mange sårede danske soldater.

Idag regner vi doktoren for en af vores allerfineste digtere. Hans fulde navn er Emil Aarestrup. I levende live fik han kun udgivet en enkelt digtsamling tilskyndet af digteren Christian Winther. Aarestrup kunne slet ikke lade være med at digte i det små bl.a. i breve og til selskabelige lejligheder. Hør hvordan han sikkert og elegant lader ordene flyde i pennen i et brev den 7. juni 1849 til hustruen Caroline:

“Over lille Belt , skovbekrandset, knaldede Bomberne, og dannede i den klare Aftenluft en lille hvid Sky, naar de sprang. Efter Bombernes Bum - piih! kom der en Pause, hvori hundrede Nattergale sang. Hele natten lød Geværsalver, da man netop den Nat angreb vore Forskandsninger, og jeg betragtede Glimtene, Raketterne i Maaneskin udenfor Byen, i Selskab med nogle Officerer, til kl. 2. Næste Dag var jeg i Strib, og saae gjennem Artilleristernes store Kikkert såvel vore som Tydskernes Soldater i deres Forskandsninger; Frederitzes Volde og øde Gader, hvor kun saaes enkelte Mennesker, og hvor jevnlig Granatstumperne fløi omkring. Havde Vor Herre villet, kunde let en Kanonkugle eller Granat have givet Din gamle Stiftsphysicus en Kindhest, medens han, med Kikkerten paa en Soldats Skulder, tilfredsstillede sin Nysgjærrighed; et Qvarteer senere fløj Kuglerne langt over Stedet og gjennem Husene i Strib.”

Den nat opholdt han sig på Telegrafbakken, hvor idag Gartnerparken bag Skovgade ligger. Her var opsat en optisk telegraf, der bestod en høj mast med ræer, hvorpå var anbragt bevægelige trætavler med tegn og bogstaver, så man kunne sende korte meddelelser til den jyske side og omvendt. Herfra havde man et godt udsyn over Fredericia.

I Middelfart blev han budt ind hos sin lokale kollega, distriktslæge Toxværd, der serverede “prægtige Rødspætter, Haresteg og Aspargeser til Middag”. Han aflagde også aftenvisit på Hindsgavl, hvor han blev ganske “indtaget i baronesse Fønss, forsåvidt som hans alder tillod”, og skriver han videre til hustruen:

“Hindsgavls Have besaae jeg om Aftenen, et henrivende Sted, Skov, Lysthuse, Bakker, Øer, lille Belt, Koldingfjord, Slesvig, Skamlingsbanken, Snoghøi alt beklædt med de deiligste Bøgeskove og frugtbareste Marker lige ned til Strandkanterne - Herregaarde, poetiske Baronesser, Generaler, Ritmestre, Lieutnanter, Husarer, store Bombekanoner, Musik –”

Illustration: Portræt af Emil Aarestrup.

#Artilleri#Hindsgavl#Litteratur#Treårskrigen

Flere klummer