En fynsk journalist

For nogle år siden stødte jeg på nogle digte i Fyns Venstreblad. Og siden stødte jeg på nogle friske små dagbogsblade, der let humoristisk kommenterede lokale begivenheder i Middelfart Venstreblad. Sidstnævntes forfatter måtte være tilknyttet avisen og underskrev sig ”Vama”. Så begyndte min jagt. Det viste sig, at digteren Viggo Adamsen var den samme som ”Vama”. Hvem er så det?

Han er født i Odense den 28. oktober 1882. Faderen var skomagermester. Efter at have været i handelslære, blev han 1902 ansat som journalistelev ved Fyns Venstreblad, som han forlod efter sin læretid med titlen redaktionssekretær. Så gik turen til det forholdsvis nystartede Middelfart Venstreblad, der indtil da blev holdt kørende af kun en enkelt redaktør, der nu blev assisteret af unge Adamsen. Efter et par år i Middelfart, vendte han tilbage til Odense og blev løst tilknyttet Fyns Venstreblad. Politisk var han indtil 1911 bestyrelsesmedlem i Odense radikale Ungdomsforening. Han blev gift i 1912. Parret fik to døtre, hvoraf den ene døde tidligt.

Det blev i 1917 til en fast stilling, der varede lige til hans død den 21. marts 1949. Nekrologen i Fyns Venstreblad beskriver, hvorledes han udviklede sig til en vidende kunst-, teater- og litteraturanmelder. Han får følgende mere personlige karakteristik: ”Men ydermere var Viggo Adamsen en fin og og nænsom naturskildrer. Sammen med sin hustru tog han på lange cykleture ud i det fynske land, og han elskede at pusle i sin have og lytte til fuglenes sang, til frøernes kvækken og til alle de naturens lyde, som den, der har det opladte sind, er i stand til at omsætte i ord.”

Det er i ungdomsårene han dyrker det poetiske og skønlitterære i form af digte og noveller. Han udgiver de små digtsamlinger ”Bristede Strenge” 1908 og ”Skoven og Byen” 1909 samt novellesamlingen ”Forsagelse” 1913. Som nævnt udfolder han sig lejlighedsvist lyrisk i avisen. Lad ham give en prøve fra digtet ”Kvinden Me” i samlingen ”Skoven og Byen”:

I de mørke

myge øjne

så jeg glimt af

evigheden,

noget, der mig

tog og bøjed,

så jeg skælved,

så jeg brændte

af en ukendt

vidløs jubel.

Der blev ikke

blæst i pauker,

da vort bryllup

stod og holdtes,

ingen selvgod

præst’s præken

ingen ækle

selvbuds-gæster

gramsed på vor

unge lykke.

Foto af den modne journalist.