Efter slaget 6. juli 1849 – Brev fra pastor M. Melbye1 til pastor Fenger2.

Asperup 27. juli 1849.

Kære pastor Fenger!

Endnu leve vi her under omgivelse af en stor militær styrke, men den er dog nu således fordelt, at vi kun har en officer og 10 mand her på gården; i en 3 uger, dels før, dels efter den 6. juli, havde vi på hver gård ca. 45 mand, eller 4 officerer og 35 menige; det giver husmoren noget at tænke på. Allerede de første dag af julinmærkede vi jo nok her, at der var noget i gære, så De kan tænke, vi gik i spænding og bøn til. Medens slaget stod, b lev jeg hjemme hos mine kære; men hen på formiddagen red jeg til Strib og mødte over hundrede vogne med sårede på den vej, det var mest de let sårede, som jublede af glæde over sejren; jeg talte med mange af dem, også flere troende, som jeg havde lært at kende under deres kantonnement3 her på egnen; mange underlige scener viste sig, f. x. en gårdmand her på egnen var sagt i ægt4 for at køre sårede, og så træffer det sig, at han må køre sin egen søn, dødelig såret i underlivet: ham mødte jeg, så en del trodsige og forstokkede insurgenter5, så andre af samme slags, der forbandede den provisoriske regering6 (det var dog de færreste). Ved lazarettet på Billeshave var der et grueligt syn af de mange sårede, som først lidt efter lidt kunne få den fornødne hjælp. Jeg tog til Fredericia, var ude på valpladsen, så de erobrede skanser og fjendens løbegrave, og døde kroppe kørte, 4-5 stykker på en vogn, bestandig forbi. Jeg drog med 3. jægerkorps (efter min mening det yndigste i hele arméen) ind til Fredericia; glæden stråledes af alles øjne, alle følte sig som brødre, man var straks bekendt med enhver, både af høje og lave, og midt under sejrsjublen dog ikke den vilde, støjende glæde. Den dag lærte jeg endnu mere at elske mit folk. Jeg så alt det gjorte bytte. Jeg så Ryes7 lig, majestætisk og herlig i død, med sejrssmilet om læberne; jeg kunne ej begræde en sådan død. Jeg så 400 lig opstablede i den katolske kirke og de nærmeste huse, og heller ikke det gjorde det uhyggelige indtryk, man skulle tro; ved et sådant sådan frisk lig, hvor døden ej har udviklet sin langsomt fortærende kraft, forekommer mig dødens naturlige gru halvt overvundet. Jeg så de fangne insurgenter bringes til forhør, talte også med dem, men som jeg tidligere efter slaget ved Kolding8 havde bemærket ved de der fangne, de stod på deres uret, som om de havde ret. Den hele dag har naturligvis gjort et stærkt, og jeg tør nok sige godt indtryk på mig, men i dag i det mindste har jeg ikke tid til omstændigheder at skildre dette. – I går talte jeg med mange fra Kolding, som kom at hente deres familier her; de fortæller, at insurgenterne har været meget høflige, siden de fik ris ved Fredericia, og i det hele taget har Jylland, på enkelte undtagelser nær, lidt mindre end man kunne tænke. Hvor beboerne, som en del ved Koldings brand, flygtede og var borte i nogle dage fra hjemmet, er der taget linned, lagener og sølvtøj, men hvor beboerne blev, er der intet sligt bleven borte i det hele taget, som en mand sagde ved at se det, som er taget; vi har dog mest grund til at takke for det, vi har beholdt. Kærligste hilsen til alle vore fælles kære venner ved

Deres broderligt hengivne M. Melbye.