En hverdagshistorie fra 1849

I min reol har jeg en lille bog med titlen ”En Hverdagshistorie fra 1849” skrevet 1898 af E. Bodenhoff. Det er i det store hele en brevveksling mellem den unge løjtnant Ferdinand Müller og hans moder oberstinde Marie Müller. Han falder, skudt gennem brystet den 3. juni 1849, ved den fremskudte forpost nær Blokhuset ved den oversvømmede Ullerupdal. Det er hans nevø, der har udgivet og kommenteret brevene mellem mor og søn. Det kan siges at være en hverdagshistorie. For mange familier, der dagligt under Treårskrigen måtte leve med krigen og døden inde på livet.

Han bliver såret af et strejfskud i maven ved træfningen i Kolding april 1849 og indlægges på Billeshave, der er indrettet som lazaret. Her plejes han med taknemlighed af familien Ralff, der besidder Billeshave. Til sin mor, der også har sin mand og en anden søn i krigen skriver han åbent og direkte fra Billeshave den 26. april 1849: ”Gud være lovet, jeg var længst fremme ved den lejlighed med min peloton og ved at jeg har gjort min pligt til jeg blev såret. Mit kompagni har mistet 19 mand døde og sårede, deraf ved jeg 5 døde og 2 sårede af min peloton, til jeg selv fik min kugle.”

Dagen efter skriver han igen til sin mor: ”i går havde jeg lidt feber, men i dag slet ingen. Jeg ligger her i grunden ganske privat, thi jeg skulle været flyttet til Bogense, men så bad ejeren af gården, kaptajn Ralff, der engang har stået vd fynske regiment, om vi måtte blive her, så ville han og hans kone sørge for vor pleje, og de er også mageløs vakre imod os.”

Ferdinand Müller bliver som nævnt dræbt den 3, juni 1849 på den udsatte forpost ved Blokhuset. Hans far, oberst Müller, der som rytterofficer er tilknyttet general Ryes korps, skriver fra Egå til sin hustru den 7. juni 1849: ”Nylig, da jeg havde fået brevet med budskabet om vort tab, red jeg ud i marken. Mit hoved var tungt og mit hjerte var tungt, men jeg kunne ikke få luft for min sorg i tårer. Jeg red til mine forposter; men tanken var hos dig og tanken var hos ham, hvis lyse, frejdige ansigt vi aldrig mere skal se.”

I efterskriftet skriver nevøen E. Bodenhoff: ”I sidst sidste brev omtaler løjtnant Ferdinand Müller jagtjunker Bruhn (den for et par år siden afdøde hofjægermester Bruhn fra Louisiana ved Humlebæk). Denne har fortalt mig om, hvordan det skete natten den 3. juni 1849, da der kæmpedes ved ”Koldinger Damm”. Fjenden havde angrebet vore feltvagter, disse have imidlertid fået forstærkning og gik, efter nogen skydefægtning fra forsvar over til offensiv. Bruhn og Müller rykkede ved hinandens side frem fulgt af jægerne. Der var jubel i dem alle som altid, når vore gik frem og fjenden kastedes.

Så hører Bruhn lige ved sin side det skarpe smeld – en styg men velkendt lyd når en spidskugle rammer et menneskes legeme. Han ser Müller vakle og når at gribe vennen i sine arme.

Med ordene: Å. Mit hjerte, sank denne sammen. Døden var indtrådt i samme øjeblik og et lykkeligt smil på den dødes ansigt vidnede om, at den havde været såre let.”

Den lille bog er en gribende og rørende beretning, der gennem personlige breve fortæller om krigens hverdag. Det er en hverdag, der for mig er tankevækkende.

Foto af mindesten for blokhuset ved Strandvej, Fredericia.