← Peter Storms klumme

De døde fra lazarettet på Billeshave

15. oktober 2026 · Peter Storm · Billeshave, Vejlby kirkegård · 1849-1858

Mindestøtte af sandsten over faldne krigere på Vejlby Kirkegård.
Foto: Peter Storm

Historien om de 41 danske soldater, der mistede livet på lazarettet på Billeshave i 1849, og det mindesmærke på Vejlby kirkegård, som de lokale sognebeboere rejste til deres ære.

41 danske soldater, der lå på lazarettet på Billeshave døde her i 1849. På den nærliggende Vejlby kirkegård er der sat de begravede et minde. Det er en sandstenssøjle på en bred sokkel med indskriften:

Minde

over sårede krigere

fra 1849

hvis smerte døden løste

og hvis been tilsammen

hvile i denne grav

Mindestøtten blev afsløret søndag den 21. februar 1858. Den var finansieret ved en indsamling blandt Vejlby sogns beboere. Mange indfandt sig til afsløringen. Flere lagde blomster, inden de gik ind kirken. Efter gudstjenesten, hvor kirken var helt fyldt, samledes man på kirkegården, hvor der var rejst en udsmykket talerstol. Efter nogle indledende ord af pastor Clausen, afsløredes mindestenen.

Komiteen, der havde foranstaltet indsamlingen, bestod af sogneforstanderskabets formand, gårdmand Hans Jørgensen, Røjle, gårdmændene Lars Mortensen, Aulby Mark og Niels Olsen af Staurby samt smed Mads Nielsen Vejlby. De tre sidstnævnte var våbenfæller fra krigen.

I avisens omtale er navnene på de døde indføjet til glæde for frænder og venner. Blandt de 41 er der to fra vores egn: Jørgen Nielsen, Gamborg, 5. bataljon, 4. kompagni og Hans Jensen, Middelfart, 6. bataljon.

Med den viden, vi har i vore dage om infektionsrisiko på hospitaler, må det konstateres, at den viden kendtes knap nok dengang. Trist nok døde mange soldater som følge af utilstrækkelig sårhygiejne.

#Billeshave#Historie#Mindesmærke#Treårskrigen#Vejlby præstegård

Flere klummer