← Peter Storms klumme

Der var dejligt! – Middelfart 1897

15. oktober 2026 · Peter Storm · Teglgård, Middelfart, Fænøsund · 1897

Idyllisk kig over Fænøsund og de gamle huse i Middelfart omkring år 1900
Foto: Peter Storm

Oplev Middelfart gennem kunstnerparret Agnes og Harald Slott-Møllers øjne i sommeren 1897. En idyllisk skildring af rosenhaver, farverige skipperhuse og det fredelige liv ved Teglgård og Fænøsund.

Det unge malerægtepar Agnes og Harald Slott-Møller søgte fra København og ud i landet om sommeren for at lade sig inspirere. Egnen omkring Lillebælt – Stenderup, Damgård, Teglgård og Fænø trak dem især hertil i årene før århundredeskiftet 1900. De var frie kunstneriske sjæle, der gik godt i spænd sammen. De havde deres meningers mod. De deltog i den nationale kamp for Sønderjylland og blandede sig stærkt i kunstdiskussioner. Agnes Slott-Møller var stærkt optaget af folkeviserne og tog dem op i sit maleri. Det skrev hun en illustreret bog om i 1923 med titlen ”Folkevise Billeder”. Her blev også plads til en idyllisk beskrivelse fra deres sommer 1897:

”Teglgård hed det sted udenfor Middelfart, hvor huset lå; vi kom dertil en strålende solskinsdag og fandt et pænt hus med gode værelser og en hyggelig lille have udenom. Fra et lysthus på en høj i haven så vi udover et blåt sommervand til skovkyster ikke ret langt borte, det var Fænøsund og øen Fænø vi så for første gang – der var dejligt!! Fredeligt og godt var der at bo, der lå kun 5-6 huse i nærheden, beboede af fiskere, eller Middelfart skippere, en toldbetjent og andre.

For vore timelige behov havde vi Middelfart by kun en halv time borte, så det var let at føre hus, men for øvrigt betød Middelfart, eller kom Middelfart til at betyde, meget for os end tilfredsstillelse af, hvad der tilhører timeligheden i retning af kød, grøntsager, jordbær, urtekramvarer o.s.v. Middelfart var en skipper by med al den ynde og hygge som danske skippere synes at have en mærkelig evne til at udbrede om sig i deres skibe, som i deres huse, overalt, hvor de kommer hen; husene var små og gamle (så meget desto bedre) med vedligeholdt med den mest samvittighedsfulde pillenhed, der tænkes kunne; op af stenbroen foran dem groede rosentræ ved rosentræ og som oftest slyngede roserne sig tillige i espalier over husvæggen. Husene var mørkegule, rosenrøde eller lyse bølgegrønne, bag de blanke ruder blomstrede pelargonier, fuchsier og levkøjer i et strålende flor, – der var smukke gamle bindingsværksbygninger imellem dem, i gaden ned mod stranden intet mindre end Henner Friisers Hus. – Kirken rosenrød med et prægtigt trappegavlstårn med usædvanlig skønne blindinger, lå omgivet af høje fuldløvede lindetræer på kirkegården, kun adskilt fra gaden ved et gammelt stendige. Vi kom aldrig ind til Middelfart uden at vi glædede os ved det billede af uskyldig skønhed dens gade frembød.”

#Henner Friisers Hus#Historie#Litteratur#Sankt Nikolaj Kirke#Skibsfart

Flere klummer