Brølende guld
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Sankt Nikolaj Kirke, Hindsgavl · 1612–1653

Historien om Claus Madsen, en af Middelfarts mest velhavende borgere i 1600-tallet, der skabte en formue på eksport af stude og satte sit tydelige præg på Sankt Nikolaj Kirke.
En af købstadens mægtige borgere i første halvdel af 1600-tallet var studehandler og borgmester Claus Madsen. Han nåede at være med den store fremgang i eksporten af stude til de nordtyske og nederlandske markeder. Det var alene forbeholdt adelen at fede stude op på stald, medens bønderne måtte lade stude gå på græs. Der var dog mulighed for at få del i disse privilegier ved at leje plads adelens stalde.
Claus Madsen havde stude anbragt på Hollufgård og Hindsgavl. Han var en tid den eneste i Middelfart, der tjente på studehandel og var tilmed en af Fyns store eksportører. Det kan aflæses af de sønderjyske toldregnskaber og ligeså af toldstedet i Middelfart. Det kunne blive til 3-500 stude hvert år fra hans første år i 1612 til 1650erne, dog med nogle få år med under et par hundrede.
Vi ser ham også gå sammen med borgmestrene Jens Mand i Assens og Hans Bang i Bogense om at stille med et skib i det kongelige saltkompagni. Deres skib foretog to togter til Spanien og hjembragte i1000 tønder salt i 1625.
Om det var igennem sin handelsvirksomhed, at han kom i forbindelse med betydende folk eller om det gik den anden vej, kan diskuteres. Han kommer til at stå på god fod med den fynske biskop Hans Mikkelsen, der havde tætte forbindelser til Christian 4. Claus Madsens og Hans Mikkelsens sønner studerede sammen på universitetet i Leiden i Holland.
Claus Madsen var borgmester fra 1630 til 1653. Han skænkede den rigt udskårne altertavle til kirken og hertil en stiftelse til fattige. Som den tids mest betydende og velhavende borger kunne han købe sig et gravsted på kirkens fornemmeste plads i koret. Der blev i den nordre korvæg opsat et smukt udhugget epitafium i sten for ham og hans familie. I dag findes det i skibets nordlige del.
#Hindsgavl#Historie#Landbrugshistorie#Sankt Nikolaj Kirke#Skibsfart_Transport


