Et ualmindeligt hus i Sønderho

Vinter efter vinter har vi en uge eller to lejet Billedkunstnernes Forbunds smukke hus i Sønderho på Fanø. Der er noget mærkeligt ved det lange hus. Det ligger nemlig på tværs. Langt de fleste huse i Sønderho ligger som en kæmpeflåde af skuder, der har kastet anker med stævnen mod vest. Enkelte af de gamle huse i Sønderho har lagt sig på tværs af dette mønster.

Der kan være jordnære årsager til den afvigende placering for vores hus. Det kan være grundens udvidelsesmuligheder, der giver dette resultat. Det kan være den strategiske placering, så man fra husets vinduer kunne holde øje med byens hovedstrøg, der gik fra kirken i vest til den lille havn i øst. Der var vist noget med, at her tidligt var smugkro og smughøker. Her ved landevejen kunne huset nærmest spænde ben for sine kunder, når det lå på den gale led.

Det står imidlertid fast, at vores hus har ligget sådan i mere end to hundrede år. På sydgavlen, der vender direkte ud mod landevejen, står der med smukt formede tal i smedejern 1807 (se Illustration). Det er ikke huset fødselsdato, men derimod snarere årstallet for den forlængelse og ombygning, der fandt sted dette år. På dette tidspunkt tjente Sønderhoskipperne gode penge på grund af Napoleonskrigene.

På begge sider af dette årstal finder vi nogle smukt formede initialer også i smedejern: TM for Thomas Meinertz og MND for hans hustru Mette Nielsdatter. De havde overtaget huset efter en skipper, der omkom under kornsejlads til Norge i 1807. Hans gravide hustru døde året efter i barselsseng – ligesom deres nyfødte barn døde. Årstallet fortæller på sin måde denne tragiske historie side om side med de nye ejeres lykke.

Det er historien om den døde skipper, der står stærkest i husets første historie. Som skipper, nød han godt af den engelske fastlandsblokade, hvor de store engelske orlogsskibe kontrollerede havene omkring de europæiske lande – ikke mindst sejladsen på Østersøen og den livsvigtige skibsforbindelse mellem Danmark og Norge. Nordmændene manglede korn og sulten gnavede. Tømmer og jern kunne ej heller så let sejles den modsatte vej. Derfor tilbød regeringen, der endnu nogle år endnu var fælles for Danmark og Norge, at betale de skippere, der vovede at sejle korn til Norge.

Det var måske det den unge skipper lod sig friste af. Om det nu var pengene eller idealismen eller begge dele er ikke til at afgøre. Men under alle omstændigheder en bedrift. Han fyldte sin last med korn fra de store lagre i Ribe og gik så nord over. Om hans skib gik alene eller sammen med andre, ved vi ikke. Og hvad der hændte på havet, ved vi heller ikke. Vi ved kun, at han omkom på den farlige færd.

Svært er det ikke at forestille sig den mægtige tragedie for hans unge gravide hustru, der ængsteligt talte dagene, indtil han igen kunne sejle ind i havnerenden og ankre op nedenfor det lille bysamfund. Hun mistede sin elskede tillige med sin stærke forsørger. Kort efter døde hun selv i forbindelse med fødslen af deres barn.

Det smukke hus blev ikke bygget på tværs for at fortælle denne sørgelige historie. Huset lå allerede sådan, da de tragiske begivenheder ramte dets ejere. Der er næppe heller grund til at lægge nogen overtro i, at huset var placeret på tværs. I dag rejser husets sydgavl sig med sit årstal 1807 (der i øvrigt også er året for englændernes bombardement af København) som et minde om tragedien, der ramte en ung skipperfamilie.