Blev børn indlagt på sindssygehospitalet i Middelfart?
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Sindssygehospitalet i Middelfart · 1888–1940

Selvom Middelfart Sindssygeanstalt var bygget til voksne, blev hundreder af børn og unge indlagt frem til 1940. Læs historien om diagnoserne, de sociale kår og overlæge Frederik Langes tidlige observationer af unge patienter.
Middelfart sindssygeanstalt blev taget i brug i 1888 og var indrettet til at modtage psykiske syge voksne kvinder og mænd. Der rejser sig naturligt spørgsmålet, om det så alligevel hændte, at der blev indlagt børn med psykiske lidelser? Det blev der.
Anstaltens første overlæge Frederik Lange har i sin lærebog ”De vigtigste Sindssygdomsgrupper” fra 1894 i et afsnit om pubertetspsykose et eksempel på en 16-årig tjenestepige, der på sit sogns fattiggård blev urolig og skreg højt om at ville frelses og nogle dage efter blev tavs og rolig, hvor hun lå hen og hørte stemmer. Hun blev indlagt i Middelfart, hvor hun også lå stille hen og måtte hjælpes med spisning og renlighed. Hun havde fortsat svage hallucinationer. Efter nogle få måneder gled hun over i et forvirret terminalstadium.
Om den unge pige siden blev rask og udskrevet eller fortsat var syg og langtidsindlagt forlyder der ikke noget om. Men her er et eksempel på, at et stort barn blev modtaget og behandlet på det psykiatriske hospital blandt voksne patienter. Det var dog ikke en enlig svale. Stud.mag. Jennie Sejr Junghans har i sit kandidatspeciale på Københavns Universitet 2012 ”Mellem arv og miljø. Dansk børnepsykiatri 1891-1940” mere grundigt undersøgt forholdene med særligt udgangspunkt i sindssygehospitalet i Middelfart. Der er tale om et omfattende arbejde med at gennemgå journaler og andet materiale.
I perioden 1891-1940 var der 387 indlæggelser af børn og unge i alderen 0-18 år, heraf 17 gengangere. Gennem årene steg antallet af indlæggelser af børn og unge. Man regner med at gruppen gennem årene udgjorde omkring 5 % af alle indlæggelser. Kun få kan regnes som børn. Langt de fleste i denne gruppe var nemlig mellem 16 og 18 år. De fleste af de indlagte børn og unge tilhørte de fattigere klasser. Andelen af de to køn var meget lige. Over 80% af de indlagte børn og unge 1891-1910 faldt i tre hoveddiagnoser: forvirringstilstand, manier og melankolier. For drengenes vedkommende angaves masturbation, alkohol eller tobaksmisbrug som kædet sammen med sygdommen. Og for pigernes vedkommende var det ofte menstruation, der blev kædet sammen med sygdommen.
Der har dengang som nu været børn og unge med svære psykiske problemer eller med egentlige psykiske sygdommen. Det har været svært for lægerne at forstå og behandle børn og unge på en voksenpsykiatrisk institution. Det har også været svært for den lille gruppe af børn og unge at finde sig til rette blandt så mange voksne patienter. Det må have været af yderste nød, når man imod reglementet måtte acceptere indlæggelse af børn og unge.
En egentlig børnepsykiatrisk afdeling blev først åbnet på Rigshospitalet i København 1944 og børnepsykiatri som lægevidenskabeligt speciale blev etableret i 1953. Indtil da kan vi slå fast, at børn og unge med psykiske sygdomme blev indlagt på voksenpsykiatriske institutioner ikke bare i Middelfart men over alt i landet om end ikke i stort tal.
#Historie#Peter Hansen#Sindssygehospitalet i Middelfart#Socialhistorie


