Banegårdens ventesal – litterært billede omkring 1900.
15. oktober 2026 · Peter Storm · Gl. Banegårdsvej, Middelfart · 1866–1915

Tag med indenfor i ventesalen på Middelfarts første banegård omkring år 1900. Gennem Johannes Buchholtz' roman 'Egholms Gud' får vi et stemningsfuldt og humoristisk blik på livet, rejsende og opvartningspiger ved jernbanen.
Vi er lige midt i ventesalen på Middelfarts første banegård fra 1866 (bygningerne ligger såmænd endnu på Gl. Banegårdsvej). Det er forfatteren Johannes Buchholtz, der havde sin barndom på den daværende Stationsvej, der skriver. Han er født i Odense i 1882. Siden bygger hans mærkelige opfinderfar et ganske specielt hus (nu nedrevet) på Stationsvejen omtrent, der hvor indgangen til Nordisk Kabel og Trådfabrik kom til. Her har han i sin humoristiske roman ”Egholms Gud” fra 1915 givet et glimt fra banegården. Bogen kan bestemt anbefales, den er fyldt med indtryk fra det gamle Middelfart.
”Efter mange Vandringer uden Maal og Med fandt Drengen omsider ind i Banegaardens Ventesal. Det kom af sig selv, fordi det tilslut var det eneste Sted, der brændte Lys.
Hans Træsko gav Genlyd i det tomme Lokale, men der kom ingen og forbød ham at være der. Han sov nær ved en dejlig Kakkelovn og hørte i Søvne Tog rase forbi og Døre gaa, men først om Morgenen lagde en Bondemand hans Ben ned for selv at faa Plads. Da var der mange Folk i Ventesalen.
Et Par Mænd i store Kørekapper gik op og ned ad Gulvet og gned Varme i Hænderne. Der var kommen en Opvartningspige med pragtfuldt Blondeværk i Halsen. Hun tog Skodderne fra Buffeten og satte Smørrebrødsfade frem. Lidt efter svuppede nogle Propper.
Vogne kørte op udenfor Døren, Karle med sølvtressede Huer bag i Nakken kom ind og hang over Disken. De talte spruttende om Jomfruen, der vist ikke havde sovet godt om Natten, saa gnaven hun saa ud, men hun trak bare Brynene i Vejret for at vise, at hun aldeles ikke hørte deres Bemærkninger. Af og til kløede hun sig i Haaret med en eneste lillebitte Lillefinger. Der var jo saa uendelig lidt at klø efter, forstod Sivert.
Drengen oplevede i det hele taget meget den Morgen. Da Tog og Folk var borte satte den kløende Jomfru sig yderligere til at drikke Kaffe. Han flyttede sig nærmere og saa hvor lykkeligt nær hun havde til Smørrebrødsfadene. Det klare Vand løb ham ned ad Blusen.”
#Arkitektur#Historie#Litteratur#Skibsfart_Transport


