← Peter Storms klumme

Ålene og det elektriske lys

15. oktober 2026 · Peter Storm · Fænøsund, Lillebælt, Fyn, Hindsgavl · 1905, Begyndelsen af 1900-tallet

Biologisk Station ved Fænø med Hindsgavl i baggrunden, 1891.
Foto: Peter Storm

I 1905 forsøgte Biologisk Station at spærre for ålenes vandring gennem Lillebælt ved hjælp af et 50 lamper langt elektrisk lysgærde. Læs om det kuriøse forsøg ved Fænøsund, der skulle sikre millioner til dansk eksport.

I Roskilde Dagblad og andre aviser kan man i efteråret 1905 læse en historie, som det er svært at tro på. Og så er det endda ikke en aprilsnar eller hvad?

”Som tidligere omtalt ligger der i denne tid en lille damper, udsendt af Biologisk Station, ovre ved Fænøsund mellem Fyn og Fænø. Dens hverv er at spærre Lillebælts-ålene adgangen til Kattegat, og dertil bruger den et så simpelt middel som elektrisk lys. Ålene kan nemlig ikke fordrage lys; de er så lyssky, at de end ikke vover sig ud på svømmetur en måneskinsnat, men lægger sig i dyndet og venter til det bliver gråvejr. Dette har man i sinde at benytte sig af til at forhindre at ålene forlader de danske farvande.

De sagkyndige har nemlig fået oplyst, at når Østersø-ålene er blevet så tilpas store, at vi kan begynde at få nogen glæde af dem, så udvandrer de gennem Bælterne og Sundet til Kattegat og derfra videre til Atlanterhavet. Man vil da nu søge at spærre for dem ved et slags ”gærde” af lys og gør foreløbig forsøg mellem Fyn og Fænø.

Fra bred til bred lægges her et kabel med ca. 50 elektriske glødelamper. Og på Fyn bliver der opstillet et kabel, som forsyner lamperne med lys. Anlægget bliver færdigt i de nærmeste dage og skal fungere til midt i november, da ålenes vandring er færdig for i år.

Dersom forsøgene svarer til forventningerne vil de elektriske lysanlæg blive udvidede, til hele Lillebælt, Storebælt, Øresund, Limfjordens udløb, Ringkøbing- og Nissumfjordene.

De fede ål vil da kunne fiskes i massevis i vore farvande i stedet for at forsvinde ud i Atlanterhavet, og det vil muligvis give en ny dansk eksportartikel, som kan indbringe millioner af kroner.”

Jeg behøver nok ikke at fortælle, at man ikke fik noget ud af dette forsøg. Endnu havde man ikke løst gåden om ålens vandring. Den viden fik man senere.

Illustration: Biologisk Station ledet af C. O. Johannes Petersen ved Fænø 1891. Bemærk Hindsgavl i baggrunden.

Kilde:

Roskilde Dagblad 27.9.1905

#Fiskeri#Hindsgavl#Historie#Ålefiskeri

Flere klummer