← Peter Storms klumme

Ålefiskeri i det vestfynske 1843

15. oktober 2026 · Peter Storm · Lillebælt, Hindsgavl, Wedellsborg, Fænø, Fønsskov · 1840-1850

Illustration af historisk ålefangst med ruser og ålegårde i Lillebælt.
Foto: Peter Storm

I 1843 var ålefiskeriet i Lillebælt en guldgrube for både godser og flittige husmænd. Læs om de mange ålegårde ved Hindsgavl, Fænø og Wedellsborg, og hvordan fangsten blev fragtet med ålekvaser til Kiel.

Der fiskes ved de fynske kyster og naturligvis også en betydelig fangst ved Lillebælt. Ved Strib fiskes med bundgarn, to steder ved Strib færgested, to steder i Båringvig og to steder mellem Strib og Middelfart. Om foråret gælder det sild, torsk og makrel og om efteråret gælder det ål. Ålefiskeriet er betydeligt i Lillebælt i form af ålegårde.

Til Wedellsborg er knyttet 12 ålegårde heraf 3 ved Wedellsborg hovedgård, 1 ved Tønnæsgård, 6 ved Fønsskov Ellegård med 9 ruser.

Under Hindsgavl hører 17 ålegårde. På Fænø er 6 store ålegårde og en lille ålegård. Til Middelfart by 1 ålegård og 4 ålegårde ved Strib færgested. Hertil lejer husmænd og fiskere 6 ålegårde. På de fynske kyster er der i alt 40 ålegårde, på den slesvigske kyst 7 ålegårde og mellem Kolding og Vejle 27 ålegårde.

Fønsskov Ellegård har radgarn på 60 alen i længden fastgjort ved 16 pæle og sat i 1-! ½ alens dybde ved land faldende hurtig mod en dybde på 14-18 alens vand. Ruserne er hver 4-5 alen lang. Fænø har haft fremgang i de senere år, mens Fønsskov har haft tilbagegang. Fiskerne er ikke tilbøjelige til at oplyse størrelsen af deres fangst. Ved Fønsskov Ellegård skønnes en årlig fangst af ål på 3-400 lispund. Det kan have været større i enkelte gode år- Ved Hindsgavl kan 10 ålegårde give et årligt afkast på 300 til 600 lispund. Fænø angiver et skøn mellem 300 og 700 lispund. Husmænd med ålefiskeri er blevet formuende mænd.

Ålene sælges på lejede vogne for det meste til Jylland og Fyn, men man er begyndt at sælge dem på ålekvaser, der i de mørke nætter, hvor ålene fanges, opholder sig i nærheden af ålegårdene for hver morgen at aftage fiskernes fangst. I de lyse nætter sejler kvaserne til Kiel med udbyttet.

Om alt dette har jeg hentet oplysninger i Jacob Aall Hofman Bang: Odense amt beskrevet 1843. Bind 2, Udgiverselskabet for Historisk Samfund for Fyns Stift 1991.

#Fiskeri#Hindsgavl#Lillebælt#Wedellsborg#Ålefiskeri

Flere klummer