Det store ålefiskeri

Historien om fordums marsvinfangst er nok den største fortælling om tidligere tiders udnyttelse af Lillebælts spisekammer. Men fortællingen om ålefiskeriet er også stor. I oktober 1777 ser vi, at Hindsgavl annoncerer i ”Kongelig privilegerede Odense Adresse-Contoirs Efterretninger” (vel en forløber for Melfarposten) med at man kan købe gode saltede ål i tønder og tillige gode røgede ål. Man kan hente varerne på Hindsgavl eller hos en hr. Slengerich i Odense.

I en grundig amtsbeskrivelse fra 1843 omtales ålefiskeriet i Lillebælt som meget betydeligt. Man havde såkaldte ålegårde bestående af en række pæle ud fra kysten med et langt garn, hvor der for enden kunne være en ruse eller to, som ålene blev ført ind i. Man havde ved Wedellsborg, Fønsskov og Strib adskillige ålegårde. Langt det betydeligste sted var Hindsgavl sammen med Fænø, hvor der i alt var 17 ålegårde.

Fangsten foregik fra september til først i november. Især mørke nætter uden måneskin i oktober, hvor ålene vandrede, var givtige. De nævnte 17 ålegårde kunne indbringe 5-10 tons ål om året. Hindsgavl havde tilknyttet eget fiskeri ved Hindsgavls Bro, mens ålegårdene ved Fænø var bortforpagtet til derboende fiskere.

I 1800-tallet og 1900-tallet solgtes ålene levende. Det kunne foregå gennem skippere, der sejlede med såkaldte ålekvaser. Så kunne de fx havne i Kiel, hvorfra de efterfølgende som røgede ål sendtes vidt omkring i Tyskland. I dag er ålen en truet fiskeart og fangsten er derfor omfattet af restriktioner.

Illustration: Fiskerhuset ved Hindsgavls Bro.