Villa ”Stubdal” i Kauslunde

På Gl. Landevej 11 i Kauslunde ligger villaen ”Stubdal” bygget 1914 af et pensionistpar fra landsbyen Selde ved Limfjorden, hvor de havde drevet købmands-, og tømmerhandel samt kro. Navnet ”Stubdal” kan måske henvise til en eventyrlig norsk dal?

En særlig grund til opbruddet fra det nordjyske var at komme nærmere til deres datter, Marie Demant Hansen, der var født i 1868. Hun var ugift og virkede som lærerinde i Kauslunde. Forældre fik nogle gode år hos hende. Faderen døde i 1921 og moderen i 1922. De ligger begravet på Kauslunde kirkegård, hvor Marie allerede i 1926 måtte følge efter.

Der findes et særpræget gravminde over de tre – et livstræ i smedejern inspireret af svensk skik. Det er udformet af parrets anden datter, Emilie Demant Hatt, der fødtes 1873. Hun var i 1911 blevet gift med den 11 år yngre geograf og etnolog Gudmund Hatt. Emilie havde uddannet sig som billedkunstner. Hun havde først sammen med sin søster Marie og siden på egen hånd opsøgt samerne i Lapland for at leve sammen med dem i halvandet år. Det kom der spændende bøger ud af illustreret af hende. Således delte hun og ægtefællen i høj grad interesser for kultur og videnskab. Emilie arvede efter søsterens død ”Stubdal”, der blev parrets sommerbolig indtil 1957, hvor de solgte huset på lempelige kår til deres trofaste havemand, Agner Jørgensen og dennes hustru.

Ægteparret Hatt var originale og kreative mennesker, der sammen rejste rundt i verden i forbindelse med hans forskningsopgaver. Hun tegnede flittigt på rejserne, og malede oliebilleder, når hun var hjemme. Hun har eksempelvis malet nogle smukke portrætter af de gamle forældre på ”Stubdal”.

Om hendes ungdommelige forhold til den forelskede komponist Carl Nielsen kan man læse i hendes smukke erindringer ”Foraarsbølger” udgivet 2002. Gudmund Hatt mærkede folkestemningens negative side efter krigen, hvor man fandt, at han havde været for samarbejdsvillig med tyskerne, endskønt dette skete på regeringens opfordring. Dog nåede han at modtage videnskabelig rehabilitering inden sin død.

Emilie Demant Hatt dør i 1958 og Gudmund Hatt i 1960. En beskeden natursten med deres navne stod en tid sammen med livstræet på Kauslunde kirkegård. Det sidstnævnte gravminde er nu flyttet ind i kirkens sakristi, da det ikke det lange løb tåler vind og vejr – og velsagtens også fordi det er lidt af et kunstværk.