← Peter Storms klumme

Vildhesten fra Vedelshave

15. oktober 2026 · Peter Storm · Vedelshave, Alleshave, Brenderup · 10.000 f.v.t. / 1937

Rekonstrueret skelet af vildhesten fra Vedelshave lagt i sand med optegnet omrids.
Foto: Peter Storm

Historien om det enestående fund af et 12.000 år gammelt vildhesteskelet i Vedelshave. Læs om hvordan gravearbejde i 1937 afslørede et næsten komplet skelet fra en tid, hvor Vestfyn var dækket af steppeland.

Jeg er ofte stødt på dette billede af det rekonstruerede skelet af en vildhest fra Vedelshave. Jeg synes det i sig selv er en smuk rekonstruktion. Dernæst tænker jeg, det er ganske fantastisk, at skelettet blev fundet her hos os på Vestfyn. Det er fortællingen om liv og natur for længe siden. Det er et enestående fund og en enestående fortælling.

Vildhesten græssede for længe siden, da landet efter istiden var ved at forandre sig fra steppeland til skovland. Vi skal godt 10.000 år tilbage før vor tidsregning. Dengang har vildheste græsset sammen med blandt andre elsdyr og urokser.

På Asperup Roerslev Lokalarkivs hjemmeside kan man læse den spændende historie om, hvordan vildhestens knogler blev fundet. Det skete i 1937, da man gravede efter kildekalk til brug for bygningsindustrien. Karl Larsen fra Alleshave stod for gravearbejdet, som han straks stoppede, da de stødte på knogler under kalklaget. Han var umiddelbart klar over, at det kunne være et betydningsfuldt fund og kontaktede derfor naturhistorielærer på Brenderup Realskole Hans Jørgensen, der i første omgang tog vare på knoglerne og dernæst kontaktede Zoologisk Museum i København, hvor man hurtigt viste stor interesse for det sjældne og enestående fund.

Man stod her med et næsten helt skelet af en vildhest. Zoologisk Museums konservator Ulrik Møhl fik det rekonstrueret og lagt ned i sand med et fuldt optrukket omrids af hesten, så den kunne vises frem for publikum. Man kan til en vis grad i størrelse og udseende sammenligne den med Shetlandspony.

Når man har sagt vildhest, må man også sige tamhest. Gudmund Hatt skriver i sin bog ”Landbrug i Danmarks Oldtid”, 1937:

”I Danmark har vildhesten været sjælden. Der er ingen tvivl om, at tamhesten er indført i vort land udefra. Om dette allerede skete inden stenalderens slutning, synes endnu uvist. I bronzealderen og jernalderen var tamhesten almindelig. Den tilhørte en temmelig lille race. Knogler i bopladsernes affaldslag viser, at hesten blev spist. Den anvendtes i øvrigt allerede i bornzealderen som trækdyr for vogne og noget senere, måske først i førromersk jernalder, også som ridedyr. Det berømte solbillede fra Trundholm Mose i Odsherrede viser os hesten spændt for en kultisk vogn.”

Illustration: Vildhesten efter rekonstruktion af konservator Ulrik Møhl, Zoologisk Museum..

#Arkæologi#Historie#Landbrugshistorie#Stednavne

Flere klummer