Eskør
15. oktober 2026 · Peter Storm · Eskør, Tybrind, Wedellsborg · 1449–1999

Gennem stednavnet Eskør udfoldes historien om den vestfynske skovbygd, fra svenskekongens flugt i slæde over isen til nobelprisvinderen Marie Kroghs fødehjem på Vosegård.
Jeg er er mange gange kommet igennem Eskør, der er en samling gårde og huse mellem Tybrind og Wedellsborg på Vestfyn.
Jeg er også stødt på navnet i forbindelse med et par kendte personer. Den ene er den svenske konge Karl Gustav, der i 1658 gik over isen på Lillebælt med sin hær og nedkæmpede de danske soldater på Fyn. I Eskør tog kongen en slæde på en gård og susede videre østpå med sit succesrige felttog. Den anden er en pige, Birthe Marie Jørgensen født på Vosegård i Eskør 1874. Hun blev en kendt læge og stod for at få insulinbehandling i gang i Danmark. Marie Krogh er hendes navn, som hun fik da hun blev gift med lægen August Krogh, der fik en nobelpris.
Men selve navnet Eskør presser sig på. Hvoraf kommer det? Hvor længe har det eksisteret? Stednavne rummer spændende historie. Nogle gange er stednavne indviklede – men oftest ganske ligetil. Jeg slår op i Danmarks Stednavne nr. 14, 1969. En bog jeg er meget glad for. En første kilde findes allerede i 1449, hvor der står Estehøwet, hvilket antages at være skrivefejl for Escehøwet. I 1547 siger en kilde Eskø. Gradvist gennem årene bliver det til Eskør. Navnet er gammelt. Forleddet eske kan betyde en bevoksning af ask. Efterleddet kan være afledt af hoved i betydningen kystfremspring eller gruset strandbred. Sådan lyder forskernes antagelser.
Jeg har fundet en gennemarbejdet fremstilling af bebyggelsen i Eskør. Der er tale om beskrivelsen af en håndfuld gårde og nogle huse sammenfattet 1999 af Jens Møller Riis og Margit Simonsen Riis. I 1606 og 1624 er der i Eskør 5 fæstegårde. I 1664 tilstøder et gadehus, det vil sige et hus, der ligger ud til vejen. I 1787 er der 6 fæstegårde og 4 lejehuse. Samme år er der 43 voksne og 27 børn i Eskør. Gårdenes navne er Eskør Nørregård, Eskørgård, Vosegård, Raunkjær, Solbjerggård og Bondero. De har ligget henholdsvis nord og syd for Eskørgyden i en spredt rækkefølge fra vest til øst. Vosegård nedbrændte i 1990 og blev ikke genopført. I stedet opførtes en privatbolig.
Eskør kan betragtes som en udflytterlandsby fra landsbyen Hygind. Den kan også betegnes som skovbygd, det vil sige bebyggelse i skovrig egn. Bebyggelse og marker har hørt under Wedellsborg.
Luftfoto af Vosegård ved Eskør.
#Historie#Landbrugshistorie#Slægtshistorie#Stednavne#Torstenssonkrigen#Wedellsborg

