Thorshammeren fra Fønsskov
15. oktober 2026 · Peter Storm · Fønsskov, Nørre Aaby · 1900-tallet
Da Nicolai Hansen i 1903 pløjede marken på Fønsskov, dukkede et enestående sølvsmykke op af mulden. Læs historien om den slidte Thorshammer, der endte som det centrale symbol i Nørre Aaby Kommunes byvåben.
Når man under markarbejde finder danefæ, så rejser det nogle spørgsmål. Hvad er det for en genstand, hvem har brugt den og hvorfor ligger den netop her? Mange tanker og teorier opstår.
Da karlen Nicolai Hansen tjente på den store fæstegård Risbro på Fønskov omkring 1903, fandt han under pløjning et sølvsmykke. Det viste sig at være en Thorshammer. Han syntes, den var værd at gemme. Da han siden blev gårdejer i Krarup sogn på Sydfyn, havde han stadig smykket sammen med andre fund i en æske. Han fik kontakt med den engagerede og utrættelige hjemstavnsforsker, lærer H.C. Frydendahl, der ligeledes var fra Krarup.
Frydendahl var klar over, at der var tale om et enestående fund. Thorshammeren er 4 cm lang og 3 cm bred og med et hul i skaftet til ophæng. Den er dekoreret med ringformede fordybninger. Hammerhovedet er tyndt efter lang tids slid. Der kendes især fra Sverige og Norge en del Thorshammere i sølv. Frydendahl viderebragte klogelig nok det sjældne fund til Nationalmuseet.
Der er tale om et symbol af religiøs karakter før kristendommens indførelse. Hammeren er Thors magiske våben også kaldet Mjølner. Thor kan kaste Mjølner, der vil ramme præcist og altid vende tilbage til hans hånd. Thor eller Tordenguden ansås for at være den vigtigste gud i Norden. Derfor bar man hans hammer som en lykkebringende amulet. Det er nu også en anden historie, at denne Thorshammer var det centrale symbol i Nørre Åby kommunes byvåben.
Sådan skrev jeg for nogle år siden og vil nu gerne tilføje. Thorshammerens historie blev bragt frem af sognepræst i Føns, Husby, Ørslev og Udby Karen Marie Larsen (1931-2006) i forbindelse med en konkurrence om et nyt byvåben til Nørre Aaby kommune i 1986. Og vandt. Det er sand historie pløjet frem af den fynske muld og menneskers tro.
Illustration: Nørre Aabys kommunevåben.
#Arkæologi#Fønsskov#Historie#Sognepræst#Stednavne


