← Peter Storms klumme

Vasnæs batteri

15. oktober 2026 · Peter Storm · Vasnæs, Hindsgavl-halvøen · 1807-1864

Kortskitse over skanseanlæg og batterier ved Vasnæs og Hindsgavl-halvøen langs Lillebælt.
Foto: Peter Storm

Oplev historien om Vasnæs batteri på Hindsgavl-halvøen. Fra kampen mod englænderne i 1807 til de slesvigske krige, hvor jordvoldene ved Lillebælt spillede en central rolle i Danmarks forsvar.

Ved Lillebælts smalleste sted på Hindsgavl-halvøen ligger et ældre skanseanlæg. Stedet er Vasnæs umiddelbart vest for Søbadet. Anlægget er forholdsvis velbevaret, men består dog kun af jordvoldene. Med sikkerhed ved vi, at det blev oprettet i 1807, hvor vi var i krig med England, der efter bombardementet af København havde taget vor flåde. Vi måtte derfor ty til andre forsvarsmidler såsom mindre kanonbåde og kystbatterier således, at vi kunne holde den engelske flåde fra livet. I svenskekrigenes tid har Hindsgavl-halvøen også været befæstet, men næppe med en skanse ved Vasnæs.

Enkekammerherreinde Karen Basse Fønss til Hindsgavl forærede hæren de nødvendige 5 1/2 tønder land til batteriet. Dog skulle hæren tilbagelevere jorden, når den ikke længere havde brug for den. Det skete i 1816 på den betingelse, at skanserne skulle forblive intakte.

Det skulle vise sig, at der igen blev brug for batteriet i krigen mod tyskerne 1848-51. I den forbindelse udarbejdede artillerimajor Christian Julius de Meza en plan for befæstningen på begge sider af bæltet. Den er dateret den 6. juli 1848. Allerede året efter var de Meza avanceret til brigadekommandør i fodfolket og den 6. juli 1849 var det ham, der førte avantgarden ud af Fredericiafæstningen til den store sejr over de belejrende tyskere.

På de Mezas kortskitse ser man tydeligt en række skanser mellem byen og Vasnæs (B). Den østligste skanse omtrent for enden af nuværende Gl. Vestergade, blev flyttet ud på det sted, hvor Grimmerhus nu ligger, af hensyn til byens befolkning, der ellers ville blive alt for udsat ved fjendtlig beskydning. Man ser i øvrigt også den kraftige forsvarsudbygning af brohovedet i Snoghøj. Vasnæs batteri blev igen taget i brug i 1864, hvor tyskerne nu havde overtaget. Som så ofte før i krigstider dannede Lillebælt en forsvarsgrænse mod fjenden, der stod på den jyske side.

#Dæmninger#Hindsgavl#Historie#Retsvæsen

Flere klummer