Væver og digter

Man modtages standmæssigt af portbygningen Adlerhus opført 1689, når man ankommer til grevskabet Wedellsborg ad Tybrindvej. Umiddelbart forinden står en mindesten på højre hånd. Her lå i ældre tid lige uden for herlighederne et simpelt bindingsværkshus, hvor man vævede fint til den grevelige husholdning.

Da man i 1868 manglede en væver, gik stillingen til den 27-årige ungkarl Lars Clausen. Han havde gjort krigen 1864 med og været med i forsvaret af Dybbøl skanse. Han var født i Sø Søby i Baag herred, hvor hans far og farfar havde ernæret sig som vævere. Han var dygtig og havde lært damaskvævning hos en væver i Hårby. Han giftede sig som 30-årig med den 23-årige Ane Cathrine, der var datter af en væver i Sønder Åby. De fik fire børn. Familien flyttede i 1885 til et hus i Emtekær, hvor han døde af kræft i 1893.

Når man den lange dag sidder ved væven, kan man få tid til at tænke. Når man så tilmed væver ret så komplicerede damaskduge med livagtige motiver, så er der måske heller ikke så langt til digtekunsten. Det er netop som digter, at Lars Clausen er gået over i historien. Han skrev gode digte i fynsk dialekt og fik flere af dem udgivet i den lokale avis. Når man skriver i dialekt, er læsekredsen selvsagt begrænset – og det endnu mere med tiden.

Heldigvis har man udgivet nogle samlinger af hans digte og hjulpet mere nutidige læsere med ordforklaringer. Jeg er selv meget glad for Lars Clausens ”Viser og Vers”. Nyt Bogforlag i Odense 1944 med indledning af Erik Spur. Væver Clausen var en ret så social bevidst mand, hvilket kan læses i digtet ”Rig og Fattig”.

”Man synger Fattigdommens Pris,

det lyder kjønt, naturligvis!

Men prøv den selv et Aar, min Ven!

Saa kan vi tales ved igjen!”