Stenen i Roerslev

Der står en sten i Roerslev og har gjort det i over 100 år. Den blev rejst i 1909 til minde om Rasmus Nielsen, der blev født her i 1809, som søn af en husmand og bødker. Han var en opvakt dreng, der blev tilbudt at følge konfirmandundervisningen to år førend det var normalt.

Det var præsten Erik Frisenberg Thorup, der fik øje på den kvikke fyr. Præsteparret i Asperup, hvor hovedkirken lå (Roerslev kirke var anneks), var usædvanlige mennesker, der tog flere børn i huset nærmest som plejebørn. Her kunne de lære om musik, kunst og litteratur – og naturligvis også om kristendom. Da Rasmus Nielsen begyndte på konfirmandundervisningen, blev han så betaget af billederne på væggene i præstegårdens stuer, at han fik lov at fordybe sig i dem i nogle dage – ikke mindst fordi han havde anlæg for at tegne. Så tegnede han løs. Det blev til uger. Til sidst boede han i huset som plejesøn. Som 20-årig blev han af præsteparret introduceret til katedralskolen i Viborg, hvor han blev optaget og efter tre år tog eksamen med ros.

Herfra gik turen til teologstudiet ved Københavns Universitet. Efterhånden slog han sig på filosofi, som han satte i forbindelse med religion. Eller rettere søgte at afklare forholdet mellem tro og videnskab ved hjælp af filosofien. Han mødte Søren Kirkegårds værker og blev inspireret af dennes tanker om, at tro udspringer af lidenskab og ikke af videnskab. Senere var det Grundtvigs mere folkelige opfattelse af troen, som han følte sig i slægt med.

På universitetet blev Rasmus Nielsen en både kontroversiel og populær professor i filosofi. Han gjorde op med udenadslære og eksaminerede sine elever gennem samtale og spørgsmål, hvor han interesserede sig for, at eleverne kunne tænke selvstændigt.

Under opholdet i Viborg blev han i hemmelighed forlovet med den lidt yngre Edele Margrethe Sehested, datter af stiftsamtmanden. Forholdet holdt og de blev siden gift. Han døde i 1884. Man forstår, at beboerne på hans fødeegn satte ham dette minde.