← Peter Storms klumme

Tysk kejserinde på Hindsgavl 1907

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Lillebælt, Fænøsund · 1907

Den tyske kejserlige yacht Iduna for svaj ved kysten
Foto: Peter Storm

I 1907 kastede den tyske kejserindes luksusyacht anker ved Hindsgavl. Læs om det uventede visit, der bød på både champagne, eksotiske frugter og stærke følelser efter nederlaget i 1864.

En sommeraften – den 10. juli 1907 – var familien på Hindsgavl samlet på terrassen, hvor man drak kaffe. Det erindrer Marie Antoinette Brahe Selby, der dengang 8 år gammel var på besøg hos sin 80 år gamle morfar Niels Basse Fønss. Det blev en særlig aften, da selskabet pludselig ser en statelig yacht med høje master og guld her-og-der sejle ind i Fænøsund og ankre op ud for Hindsgavl. Kort tid efter bankede det på døren og en kejserlig adjudant meddelte, at den tyske kejserinde med sin søn og datter gerne ville besøge Hindsgavl for at se slot og have. Han fik besked på, at det skam ville glæde den gamle godsejer at modtage de fornemme gæster.

Og så fik man travlt på slottet. Den gamle godsejers kammerherreuniform blev hevet frem fra kamferkisten og champagne hentet op fra kælderen. Besøget forløb fint og kejserinden geninviterede værten med familie til at besøge yachten næste formiddag. Det gav anledning til en kraftig diskussion. Især tante Agnes Schack protesterede. Hun ville ikke sætte sine ben på et tysk skib! Hun huskede tydeligt nederlaget 1864. Den øvrige familie drog afsted næste formiddag.

Vores fortæller husker, at børnene var meget imponerede over det flotte skib. Spisekahytten var en hel sal. Særligt husker hun her et stort fad med appelsiner og bananer på bordet. Men ak de blev ikke budt på de sjældne frugter.

I Middelfart Venstreblad den 11. juli 1907 kan man også læse om det fornemme besøg. Den tyske kejserinde ankom om aftenen kl. halvseks. Yachten ”Iduna” var på slæb af en tysk torpedobåd, der kort tid efter sejlede til Middelfart for at hente post. Efter besøget på Hindsgavl blev kejserinden afhentet i motorbåd ved Grøndal. Da udflugtsdamperne ”Helene” og ”Turisten” om aftenen sejlede fra badehotellet på Fænø forbi ”Iduna”. lod de musikorkestret spille ”Heil dir im Sigeskranz” og kippe med flagene. ”Helene” tilhørte Clausens rederi i Haderslev og førte tysk flag. Hverken kejserindens yacht eller den ledsagende torpedobåd gengældte den maritime hilsen.

Det har været en stor begivenhed at få besøg af den tyske kejserinde Augusta Viktoria. Men helt nemt har det næppe været for de danske at få besøg af den nabo, der havde besejret dem i 1864 og taget en stor del af Sønderjylland. Man kan måske undre sig over de danske udflugtsdamperes musikalske hilsen. I øvrigt var melodien til den nationale tyske sang identisk med melodien til ”God save the King”!

Illustration: Foto af yachten ”Iduna” bygget i Amerika og købt af kejser Wilhelm 2 i 1897.

#1864#Hindsgavl#Historie#Niels Basse Fønss#Skibsfart_Transport

Flere klummer