← Peter Storms klumme

Svenskekrig

15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Lillebælt, Hindsgavl, Kongebro · 1657-1659

Svenske tropper på isen over Lillebælt
Foto: Peter Storm

Da bælterne frøs til i 1658, marcherede svenskehæren over isen fra Hejls til Fyn. Læs om de dramatiske krigsår og den dristige generobring af Middelfart med svømmende heste og fiskerbåde.

Da den strenge vinter i januar 1658 frøs bælter og sunde til, lå landet åbent og sårbart for den svenske konge Carl Gustavs stormagtsdrømme. Med sin hær var han marcheret op gennem Sønderjylland og indtog i oktober 1657 fæstningen Frederiksodde (Fredericia). Herefter samlede han først i februar sine tropper ved Hejls, hvor han stirrede ærgerrigt over mod Fyn henover det isbelagte Lillebælt.

Før han bestemte sig for at gå over isen, sendte han en rytterdeling ud til Brandsø for at prøve om isen kunne bære. Det kunne den og svenskehæren marcherede over. En dristig – vel nærmest en dumdristig – beslutning. Heldet var med ham.

Svenskerne besatte Fyn og marcherede videre mod hovedstaden, som de gav sig til at belejre. Efter forgæves at have løbet storm mod København i februar 1659 måtte svenskerne fortrække. De holdt en tid endnu fast på Fyn. Danskerne og deres allierede gik nu i offensiven. Polske og brandenburgske hjælpetropper rykkede op gennem Jylland og nåede til Lillebælt, der stoppede videre fremrykning. Svenskerne havde jo med forudseenhed inddraget eller ødelagt alle skibe og både, der kunne tjene en fjendes overgang til Fyn. I stedet gav polakkerne og brandenburgerne sig til at rykke for flådeforstærkning. Men flåden var på det tidspunkt udset til at sejle soldater til en større landgangsoperation ved Kerteminde.

Svenskerne lå forskanset på Hindsgavl og ved Middelfart med kanonbatterier. Uden skibe og dækning fra egne kanoner kunne vore tropper ikke gå over Lillebælt – gode råd var dyre. Man havde 13 fiskerbåde til rådighed og 60 musketerer blev udtaget. De gik i land ved Kongebro, hvor de erobrede de svenske kanoner og bed sig fast. I næste omgang overførtes en del fodfolk og til sidst flere hundrede ryttere, der havde deres heste svømmende ved siden af bådene.

Samtidigt fandt den storstilede landgangsmanøvre sted ved Kerteminde, hvor den svenske hær ganske vist ydede voldsom modstand. Men den kunne ikke modstå landgangsfartøjerne og skibenes kanonild. Svenskerne måtte erkende nederlaget.

#Dæmninger#Historie#Vends Herred

Flere klummer