Da man havde bylov i Gamborg
15. oktober 2026 · Peter Storm · Gamborg, Wedellsborg, Svinø · 1700-tallet

Historien om Gamborgs bylov fra 1790 giver et fascinerende indblik i landsbyfællesskabet under Wedellsborg. Læs om alt fra vedligeholdelse af gærder og veje til regler for oldermænd og sociale optagelsesgilder.
I det ganske land havde man langt tilbage love for gårdmændenes fællesskab i landsbyerne. Således kendes en nyere en slagsen, selv om flere nok vil kalde den temmelig gammel. Den stammer fra 1790 og er approberet eller billiget af grevskabet på Wedellsborg. Man skal nok forstå denne bylov som et udtryk for, at gårdmændene selv om de var fæstebønder under Wedellsborg havde et naturligt og selvstændigt behov for at regulere deres indbyrdes forhold og nødvendige samarbejde.
Byloven omhandler 12 punkter. De første punkter drejer sig om, at hegnene omkring marker og huse skulle være i forsvarlig stand til 1. maj. Det var ganske nødvendigt for at beskytte markernes afgrøder mod indtrængende dyr. Sådanne hegn blev opført af pilegrene fra gærdselsskove. Havde man ikke nok af det, så måtte man i stedet beskytte markerne med grøfter og volde. Og skulle dette ikke være nok, så måtte dyrene tøjres.
De mange småveje mellem de tætliggende gårde, skulle vedligeholdes af brugerne og ikke af ejerne. De to byveje og dæmningen til Svinø skulle vedligeholdes af fællesskabet. Drev man dyr afsted på byvejene, skulle man sørge for at de ikke løb ind på de tilstødende marker. Det gjaldt både kreaturer og svin.
Hvert år valgte man en oldermand og en næstoldermand (den efterfølgende oldermand). De kunne deles om tilsynsopgaverne. Oldermanden var pligtig til at holde landsbyens tyr og næstoldermanden landsbyens orne.
Der var også et punkt om landsbyens jordløse huse. De skulle med tiden nedbrydes, når de gamle beboere døde. Der måtte ikke optages såkaldte indsiddere i landsbyen uden fællesskabets godkendelse.
Nogle senere tillæg til byloven omhandler et optagelsegsilde for nye gårdmænd. Her fik man brød, smør, ost og kød samt kaffe og rom, øl, brændevin og tobak, men ingen spil eller dans. Ligeledes var det fastsat, at man skulle deltage i begravelser.
Overholdt man ikke bylovens bestemmelser blev man idømt forskellige bøder, der kunne dreje sig om pengebeløb til den fælles kasse eller øl til gilderne.
#Dæmninger#Historie#Landbrugshistorie#Vends Herred#Wedellsborg

