Forsyningsbroer 1849 og 1864

Når fjender førhen trængte op gennem Jylland, blev de mødt af Lillebælts spærrende vand. Så kunne vore soldater ligge beskyttet på Fyn. Det skete også i krigene med tyskerne 1848-51 og 1864. I den første af disse krige havde vi bidt os fast bag Fredericias volde og foretog det sejrrige udfald den 6. juli 1849.

Når vi kunne holde fæstningen, skyldtes det ikke mindst forsyningslinjerne til Fyn. Militæret havde først slået en mindre bro øst for Strib udenfor rækkevidde af de tyske kanoner fra Sanddalsbatteriet, men det slog ikke til. Man måtte slå en ny bro længere mod øst ud for Røjle Mose. Den var godt 77 meter lang med to brohoveder og tre slæbesteder. Men da den kort efter alligevel blev udsat for fjendtlige kugler, måtte man finde en mere radikal løsning.

Da overkommandoen i disse dage havde planer om at øge troppeoverførslerne til fæstningen i Fredericia, byggedes en ny bro i Båring Vig godt 200 meter lang og ud til 3 meters vanddybde. Det gik stærkt og den 1. juli 1849 var man klar til at sejle soldater til Fredericia. Om natten kunne man dog fortsat i ly af mørket benytte broen ved Røjle Mose. Her var i øvrigt langs mosens vestside ned til broen anlagt hytter til artillerister, færgefolk, ordonnanser, materiel og en hestestald samt et par krudtmagasiner. Det berømte 6. juli-udfald har fynboerne således en stor andel i.

Isen ødelagde den efterfølgende vinter broen i Båring Vig og en stærk storm beskadigede broen ved Røjle Mose. Herefter tog ingeniørtropperne pælene op og rev skurene ned. Derimod udbedredes den oprindelige bro ved Strib. I 1864 måtte ingeniørtropperne igen slå en forsyningsbro i Båring Vig. Denne gang 286 meter lang og ud til en vanddybde på 4 meter. En kolonnevej blev ført op til Vejlby. Broen benyttedes siden til rømningen af Fredericia og til forsyning af hæren på Fyn.