Stormfloden i Middelfart
15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade, Smedegade, Middelfart · 1864–1872

Oplev stormfloden i 1872 gennem 7-årige Thyras øjne. En dramatisk erindring om en af danmarkshistoriens voldsomste naturkatastrofer, der sendte vandet helt op i Middelfarts gader.
En lille pige kom til verden i Middelfart søndag den 4. december 1864 på slaget 10, da klokkerne ringede til gudstjeneste i kirken. Det holdt faderen, kordegn Lars Peter Jeremias Petersen hjemme hos sin hustru i Borgerskolen i Algade 8, hvor han var lærer. I stedet tog en lærerkollega fra Skrillinge over som kordegn den søndag. Den lille pige blev siden døbt Thyra og på sine gamle dage nedskrev hun et langt livs erindringer til sin familie og venner. Det må vi være hende taknemmelige for, når vi vil levendegøre lokalhistorien.
Hun fortæller bl.a., hvordan hun oplevede stormflodsdagen den 13. november 1872, der i voldsomhed ikke siden er blevet overgået i nyere historie. Hun skriver:
”Da jeg var 7 år, kom jeg i skole hos en fru Mathiesen, der var englænderinde og enke efter realskolebestyrer Mathiesen. Hun talte et meget gebrokkent dansk, lidt svært at forstå, når hun dikterede små fortællinger; men hun var kærlig og forstående overfor os småpiger. Den første uge var jeg meget nervøs for, at fader skulle have taget fejl, da han sagde, at vi ikke skulle i skole om søndagen, og det var med lidt ond samvittighed, jeg mødte mandag morgen; hvor blev jeg glad, da jeg opdagede, at der ingen Ulykke var sket.
Det havde blæst voldsomt om natten, men hjemme havde vi ikke lagt mærke til den høje vandstand. Jeg kæmpede mig gennem blæsten; der var kommet 7-8 småpiger til, men da vi havde været i skolen en times tid, kom en af småpigernes fader og sagde, at vandet var trængt op i alle gaderne, og at vi endelig måtte bringes hjem hurtigst muligt. Han tog så først sin lille pige på ryggen og bragte hende hjem, og så kom han og hentede mig. Jeg hang på hans ryg, og med store vandstøvler på vandrede han – om ad Smedegade, da vandet stod højt i Grønnegade, som den kaldtes ”Mørke Gyde”.
#Algade 65#Historie#Smedegade


