Stodder og stodderkonge

Vi kender vagabonder som folk, der lever på landevejene. Undertiden er de festligt udklædte og medbringer en pakket barnevogn samt en hund. En gang om året søger mange af dem til Egeskov marked, hvor de kårer deres stodderkonge. Det romantiske billede dækker i nogle tilfælde grundstødte skæbner.

Stoddere kendes langt tilbage i tiden. Det er omvandrende tiggere, der må leve af det etablerede samfunds nåde. Selve ordet stodder går igen i Norden og er i familie med en stødende, stolprende eller stavrende gang. Man kommer derved til at tænke på invalide, udslidte eller udtrættede personer, der slæber sig afsted fra hus til hus, fra landsby til landsby. Det er tiggernes skare, der med bøjet nakke og ryg beder ydmygt om føden eller en skilling.

I et lokalhistorisk skrift fra 1867 fortæller lærer ved realskolen, Søren H. Klausen, hvordan Middelfarts fattiginspektør førhen blandt stodderne udpegede en stodderkonge, der hver lørdag morgen skulle samle alle byens tiggere og tiggersker, unge som gamle udenfor skoleholderens hus. Her skulle de stille pænt op og herefter med en vis anstand med stodderkongen i spidsen gå fra dør til dør.

Ville en tigger så ikke opføre sig stille og høfligt, så skulle stodderkongen fortælle vedkommende, at han kunne blive anmeldt og sat i hullet på vand og brød. Sådan var reglerne i 1772. Byen fik i 1791 en arbejdsanstalt, hvor de fattige skulle arbejde for deres forsørgelse. I 1900 byggedes der på Blindebomsvej en ny fattiggård til erstatning for den gamle fattiggård, der lå i Søndergade (på den senere mejerigrund).

Illustration: Kalkmaleri i Draaby Kirke på Sjælland med uddeling af mad til tiggere