Stille revolution i Middelfart
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Schøtts Hotel, Østergade · 1895–1913

Historien om grundlæggelsen af Socialdemokratiet i Middelfart i 1895. Læs om fragtmand H.P. Rasmussen, de første agitatorer og den 'stille revolution', der startede på Schøtts Hotel.
I Middelfart kan man den 22. september fejre 125års jubilæum i den lokale socialdemokratiske partiforening, der tog sin begyndelse på et offentligt møde søndag den 22. september 1895. Dengang var det ikke så let at leje større lokaler for de første socialdemokrater, der af borgerskabet blev anset for fæle socialister.
Men de fik husly i Schøtts Hotel, der lå på det østlige hjørne af Østergade og den nuværende Jernbanegade. Der mødte godt 150 tilhørere, hvoraf en stor del var yngre mennesker. Man havde et par dage før averteret mødet i Middelfart Avis. Man havde hentet to talere fra Odense. Den ene var forretningsfører i malernes fagforbund Honoré, der vist siden blev redaktør af ”Fredericia Social-Demokrat”. Den anden var en stolemager Petersen. Ud fra de to lokale aviser: Middelfart Avis og Middelfart Venstreblads referater fra mødet, mærker man at det er drevne agitatorer.
På mødet bød en af de lokale socialdemokrater velkommen og oplyste, at man havde til hensigt at oprette en partiafdeling i Middelfart. Den ene avis kalder ham fragtmand og den anden avis for væver. Men efternavnet Rasmussen var de enige om. Da mødet var ved sin afslutning, blev forsamlingen spurgt om de kunne bakke op om en partiforening. En del hænder røg og ingen stemte imod. Flere indtegnede sig som medlemmer. Det første halvår nåede man 76 medlemmer.
Nævnte Rasmussen blev partiforeningens første formand, hvilket han var indtil 1913, hvor han flyttede til Bogense for at blive redaktør af ”Bogense Social-Demokrat”. Hans Peter Rasmussen var født 1863 i Indslev-Taarup og var som 14årig kommet i plads hos en væver i Middelfart. Han var således godt bekendt med livet på landet og livet i købstaden. Han ernærede sig som fragtmand og som høker. Han havde bopæl og forretning på hjørnet af Østergade og Jernbanevej, der i dag kaldes Gammel Banegårdsvej. Han var sammen med sin bestyrelse aktiv på mange fronter. Meget vigtigt var det at få sat skub i lokale fagforeninger og en fællesorganisation. Parti og fagbevægelse var to sider af samme sag. Han fik oprettet ”Middelfart Social-Demokrat” i 1906 og var avisens redaktør. Partiet gjorde sig også gældende i byrådsarbejdet.
På det første og store socialdemokratiske møde på Schøtts Hotel, sagde Honoré: ”Vor røde fane er ikke en blodrevolutionsfane, men en stille revolutions der vil, som der står på den fremme Frihed, Lighed og Broderskab.”
Illustration: Portrætfoto af H.P. Rasmussen.
#Arbejderbevægelsen#Fagforeninger#Historie#Socialdemokratiet


