Jensen er valgt!
15. oktober 2026 · Peter Storm · Aalsbo, Etterup, Rørup, Vends Herred · 1859-1924

Læs historien om Jens Jensen fra Aalsbo, der rejste fra beskedne kår i Vends Herred til magtens tinder som Danmarks første socialdemokratiske finansborgmester og leder af fagbevægelsen.
”Skulde der endnu gives Folk, som med en socialdemokratisk Fører forbinder Forestillingen om noget vildt og blodtørstigt, vil Bekendtskabet med Folketingsmand J. Jensen være ganske egnet til at bibringe dem en anden Opfattelse. Vi har næppe nogen Mand, der i sin offentlige Optræden virker mere behersket og afdæmpet end han, især naar Hensyn tages til hans radikale Anskuelser. Som Formand for de samvirkende Fagforbund befinder han sig paa en Post, der er mere belæsset med Byrder og Bryderier end de fleste andre Tillidsposter her i Landet.”
Redaktør Bransagers beskrivelse i bogen ”Den danske Regering og Rigsdag” fra 1901 rammer plet. Jens Jensen var en klog socialist, der var en af lederne i den socialdemokratiske bevægelse. Han kom fra det jævne folk på landet og samlede folk på sin vej i fagbevægelse og parti.
Jens Jensen blev født den 18. april 1859 i den vestfynske landsby Aalsbo og døbt i Rørup kirke. Faderen var husmand og i sæsonen også murer og moderen også fra samme egn. Familien bosætter sig i den nærliggende landsby Etterup. Jens er videbegærlig og bliver tidligt en slags assistent for den unge skolelærer, der stod alene med ansvaret for 100 børn. Som ung kommer han i malerlære i stationsbyen Aarup og dygtiggør sig som dekorationsmaler. Han maler bl.a. våbenskjolde til sporvogne til Sankt Petersborg på togfabrikken Scandia i Randers. Han kommer til København og bliver i 1883 formand for Malernes fagforening. I 1886 bliver han formand for De samvirkende Fagforeninger i København. Og i 1898 står han i spidsen for De samvirkende Fagforeninger i Danmark. Han er også aktiv i det socialdemokratiske Forbund. Han stiller op til Københavns borgerrepræsentation, hvor han vælges 1893 og til Folketinget, hvor han vælges 1895.
Han bliver finansborgmester i København 1903. Det var en enestående sejr for arbejderbevægelsen. I ”Blæksprutten” har vi Alfred Schmidts berømte tegning, hvor Borgbjerg udbasunerer sejren fra balkonen på rådhuset. I 1924 bliver han den første socialdemokratiske overpræsident for Københavns styre.
Jens Jensens liv er stort. Han var en af arbejderbevægelsens tidlige førere. Han kom fra landet til storbyen. Og med lokalhistoriske briller kan vi tage ham helt til os, thi da han blev født hørte Rørup sogn til Vends Herred.
Illustration: Alfred Schmidt i Blæksprutten 1903.
#Arbejderbevægelsen#Fagforeninger#Historie#Socialdemokratiet#Vends Herred


