1. maj 1898 i Middelfart
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Schøtts Hotel, Middelfart Banegård · 1890-1900

Den 1. maj 1898 markerede en milepæl i Middelfart, da byens første maj-møde løb af stablen. Med nye røde faner, musik og taler marcherede byens arbejdere for 8-timers arbejdsdagen.
Denne dato blev det første 1. maj-møde afholdt i Middelfart. Det første maj-møde i Danmark blev afholdt i Fælledparken 1. maj 1890. Man samledes overalt herhjemme og ude i verden om parolen 8 timers arbejdsdag.
Dagen var en søndag. Den startede med gråt vejr. Det kan vi læse i de lokale aviser: ”Middelfart Avis” og ”Middelfart Venstreblad”, der var tilknyttet Venstre og så sandelig ikke Højre. ”Middelfart Social-Demokrat” kom først til i 1906. Vejret blev op ad dagen afløst af solskin. ”Middelfart Avis” skrev: ”Og skulle Vorherre ikke holde med arbejderne, så vide vi heller ikke, hvilken samfundsklasse han særlig skulle holde med.”
Man samledes i haven til Schøtts Hotel (i dag hjørnet Østergade/Jernbanegade) og indviede to nye røde faner. Den ene i silke med indskriften ”Formernes Fagforening i Middelfart stiftet 23. August 1896” og ”Enighed gør stærk”. Den anden var en ulden fane med en opgående sol og indskriften ”Socialdemokratisk Forbund i Middelfart, stiftet 23. September 1895” og ”Arbejdets Ret, Arbejdernes Maal”. Der blev holdt taler for fanerne. Og med dem begav man sig til banegården med musik og til tonerne af socialistmarchen.
Her ventede man på et forsinket tog med ligesindede fra Socialdemokratisk Forening med fane fra Nørre Aaby. Her ankom Arbejderforeningen fra Vejlby Sogn med fane. Herefter bevægede det samlede optog sig igen til ”Schøtts Hotel”, hvor der blev holdt taler. Hovedtalere var farver Petersen fra Odense og redaktør Honoré fra Horsens. Velkomsten stod den lokale partiformand H.P. Rasmussen for. Og der blev siden danset helt til kl. 2.
Det var en tid, hvor arbejderbevægelsen dannede flere og flere lokale partiforeninger og fagforeninger. Men også en tid, hvor Socialdemokratiet i fællesskab med Venstre og siden Det radikale Venstre kæmpede for demokrati og parlamentarisme imod Højre og Estrup. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de nævnte aviser tager arbejdernes parti i deres referater.
I ”Middelfart Avis” kunne læses følgende opbakning til arbejderfamilierne tilsat spydigt drilleri af Højre-folk:
”Man kunne således ved afmarchen fra stationen mønstre fem vajende faner i det store tog, som ledsagedes af en talrig mængde damer, herrer og børn, der øjensynlig glædede sig over denne søndagsfornøjelse og slet ikke syntes at være så bange for mændene med de røde bannere, der naturligvis ikke kunne nå det rene Dannebrog i skønhed. Noget som de imidlertid ikke gør fordring på. At stikke patentpatriotiske hyperloyale samfundsbevarere i øjnene er en kendsgerning, som vi kun notere som et ejendommeligt psykologisk fænomen.”
Foto af 1. maj-optoget ved banegården med den ny partifane taget af den kendte lokale fotograf og socialdemokrat Peter Lorens Fangel.
#Arbejderbevægelsen#Fagforeninger#Historie#Peter Lorens Fangel#Socialdemokratiet


