← Peter Storms klumme

Stik af Olaf Krebs

15. oktober 2026 · Peter Storm · Gamborg, Nørre Åby · 1849-1880

Stik af Jens Juels barndomshjem i Gamborg udført af Olaf Krebs
Foto: Peter Storm

Historien om kunstneren Olaf Krebs, der forevigede Jens Juels barndomshjem i Gamborg, før det forsvandt. Læs om den talentfulde præstesøn fra Nørre Åby og hans stik fra 1874.

Illustreret Tidende bragte i sit julenummer 1874 et stik af maleren Jens Juels barndomshjem i Gamborg udført efter en tegning af O. Krebs. Hvem er kunstneren? Han hedder Olaf Krebs og er født på Lolland 1849. Hans forældre er sognepræst i Nørre Åby, Hans Peter Thostrup Krebs (1814-1895) og forfatterinden Johanne Louise f. de Wichfeld (1813-1879). Forældrene lærer hinanden at kende, da faderen er huslærer i hendes hjem på herregården Engestofte ved Maribo. De bliver gift i 1844.

Faderen er sognepræst i Nørre Åby 1872 -93. Han karakteriseres som stilfærdig og venlig. Moderen skriver fortællinger for ungdommen, artikler om opdragelse og udfører en del mindre oversættelser. Hun dør i 1879 og bliver begravet fra kirken i Nørre Åby.

Olaf Krebs bliver student i 1865. Han modtager undervisning af genremaleren Christian Dalsgaard og går på Kunstakademiet i København 1868-77. Han udstiller nogle få gange, men søger så i 1877 i stedet ind på teologistudiet. Han bliver imidlertid alvorligt syg af underlivsbetændelse og dør under indlæggelsen på Kommunehospitalet i København 1880 – kun 31 år gammel. Han begraves af faderen fra kirken i Nørre Åby.

Olaf Krebs kommer som ungt menneske til vor vestfynske egn – og som elev på Kunstakademiet, må han uundgåeligt fatte interessere for egnens store maler Jens Juel. Han har derfor besøgt Gamborg og tegnet den beskedne degnebolig, der lå nabo til kirkegården mod syd, og hvor Jens Juel voksede op. Da der blev opført en ny skole i Gamborg, overtog væver Anders Andersen den gamle degnebolig. Hans datter, syerske Petrine Andersen boede der indtil 1904, hvor Jens Juels barndomshjem blev revet ned. Havde vi bare haft det i dag! Nu må vi nøjes med stikket af Olaf Krebs.

#Arkitektur#Historie#Litteratur#Vends Herred

Flere klummer