Stationsbyer

Jeg holdt foredrag ved Brenderup Høskoles 25års jubilæum den 5. april 2011. Brenderup er en sand stationsby. Jeg fandt stor glæde i at benytte mig af forfatteren Herman Bangs artikel om stationsbyerne. Bang rammer ganske fint nybbyggerstemningen, der var engang i sådan en stationsby. Her et uddrag i tilrettet retskrivning.

Herman Bang: Stationsbyerne. ”København” 28. september 1904:

Stationsbyerne er noget for sig i landet.

De er mindre eller større. De største er folketalrigere end mange købstæder. Men alle er de unge, femogtyve Aar eller femten eller blot ti år. Og alle er de skabte af skinnevejen og armløftede af det sidste opsving.

Man forstår nok, at der kan samles nogen Handel ved en større station.

Egnens folk skal til toget. Selv skal de rejse, og deres svin skal befodres. En gæstgivergård må der til, for at de kørende kan holde. Og gæstgiveren har en landhandel. For der bliver altid noget at købe, når folk først er på benene og på vej.

Men hvor godtfolk holder an for at handle, der er allerede bevægelse sådan i tingene, og småhåndværkerne slår sig ned ved siden af landhandleren. En skomager, en snedker, en tømrer – lidt af alt slags.

Og der er så ”gang” til stedet og er egnen af de ”givende” og er der unge folk med drift i, så vokser byen.

Andelsmejeriet flytter derhen. En manufakturhandler sætter sig ned der. En fotograf opslår sine Telte. Han er en af de første. På ære. Thi så forfængelig er vor befolkning.

Der bygges. Der tømres. Der rejses tage.

Selve arbejdet kalder nye håndværkere til – og ”byen” er skabt.

Som oftest er det unge folk, der er kommet sammen. Og ivrige folk, som får nyt mod for hvert nyt hus, som de ser rejse sig.

De elsker også pladsen, som man elsker det, men selv har set blive til og som man selv har været med til at skabe.

Og den fælles kærlighed til stedet og iver for stedet gør alle enige. Der er ingen pladser i landet, hvor beboerne er så gode kammerater som i stationsbyerne. kammeratskabet mellem alle driver alle.

Standsforskel trives ikke. For dels er der ingen embedsmænd til at fremme den og sætte pæl mellem lagene; dels føler alle sig uvilkårligt lige og under samme lov på det nye sted, hvor ingen traditioner hævder gamle grænser og hvor alle lægger hånd i det samme: pladsens fremgang.

Men ligheden blandt alle højner livsindholdet for alle.

På disse unge pladser vil alle være med i alt. I stationsbyerne kommer de unge håndværkersvende til oplæsninger og forstår hvert kvidder. I de gamle købstæder må man være glad, om man kan indfange blot de unge folk fra butikkerne blandt publikum.

Men i stationsbyerne har man øjnene med sig og ørerne med sig.

Og man drager søgningen til sig, som de unge og de ivrige drager til sig.

Byen vokser. Den har sin læge. Den får sin sagfører. Den sér sin første fabrik ...

Når så mange af vore stationsbyer har den fart over sig, skyldes det også visse og besynderlige følelser hos vores landboere.

Vore landboere holder i bunden af deres hjerte – det må tilstås – ikke af de gamle byer. Adskillige af vore købstæder kæmper i dette øjeblik hårdt mod denne dulgte og nedarvede uvilje, som har forskellig årsag.

Bønderne har fra Arilds tid båret et sandt nag til de ældgamle byer.

Der

Derinde sad ”retten”, der så tit syntes uretten. Der sad embedsmændene, der syntes dem hovne. Derinde sad ”dannelsen”, som forekom dem en fjende. Der sad også ”Højremændene”.