Stemninger omkring en sindssygeanstalt

Der kan ikke være tvivl om, at den gamle sindssygeanstalt i Middelfart er et vigtigt historisk monument. Det er ikke længere befolket af sindssyge. Det ophørte helt med at fungere som psykiatrisk afdeling i 1999. Da havde det virket som behandlings- og plejehospital siden 1888. Det er mere end hundrede år – en lang periode der afspejler forskellige udviklinger og synspunkter i samfundets forhold til mennesker med psykiske lidelser. Sammenfattende er dog, at der på dette sted har opholdt sig mennesker ved siden af det almindelige samfund i kortere eller længere tid – ja undertiden livslangt. På stedets egen kirkegård blev indtil dens ophør i 1963 begravet 1151 patienter.

Den udtjente sindssygeanstalts enorme bygningskompleks ligger her endnu i bedste velgående. Alle bygninger er i god behold. Det var og er et solidt byggeri. Bygningerne er med små kosmetiske ydre moderniseringer i brug som private og offentlige foretagender. Man ser, at der er tale om veltegnet arkitektur og gedigent byggeri i gule mursten med sorte skifertage og grønne døre og vinduer.

Vil man rigtigt nyde det hele anlæg, kan man i weekender, hvor de mange arbejdende er kørt bort i deres mange biler, der er nutidens opfyld i parken, have det nærmest for sig selv. I gråvejr kan det tage sig noget trist og tungt ud som en ensformig kaserne. I solskin kan nogle af bygningerne ikke mindst hovedbygningen med kobberspiret og de nærmeste kurhuse tage sig ud som herregårde. På de udstrakte grønne plæner mellem de fritliggende bygninger findes enkelte oprindelige og smukke træer.

For mit eget vedkommende har jeg fulgt hospitalet udefra siden jeg flyttede til Middelfart i 1972 og i nogle år i 1980erne, hvor jeg arbejdede der som psykolog.

Jeg har haft gode oplevelser i mit arbejde og jeg har til tider været besat af en mild form for kasernekuller med stemninger af tomhed og afmægtighed. Det kan være let at tilskrive tristessen bygningernes overmægtige og knugende greb. De kan i alt fald sætte et billede på den psykiske tilstand. Det kan dog også virke den anden vej, hvor en vis indre afmægtighed i forhold til opgaven med at hjælpe patienterne på vej til et bedre liv kan dukke frem. Endelig på det dybere plan kan arbejdet på dette sted berøre lag i ens eget sind i selvransagende uro.