Plejeelev på sindssygehospitalet

I 1986 nedfældede den 75-årige forhenværende plejer og amtsrådsmedlem (S) Karl Emil Risager 10 siders erindringer ”39 år som plejer på Middelfart Sygehus”. Det er interessant læsning, når man tager i betragtning, at han i 1933 blev antaget som elev i sindssygepleje 22 år gammel på sindssygehospitalet i Middelfart. Eleverne blev undervist af læger og sygeplejersker. De skulle bestå en eksamen og skikkede de sig vel i to år, blev de ansat som plejere med ret til pension. Man fik en sort uniform med kasket. Denne politilignende uniform blev afskaffet efter 1945, hvorefter man benyttede det hvide arbejdstøj i bomuld.

I begyndelsen skulle alt underordnet personale være ugift. Dog kunne de mandlige plejere søge direktoratet om at få plads som gift. Dette kunne til gengæld ikke lade sig gøre for det kvindelige plejepersonale, der skulle bo på hospitalet.

Dengang var der tre klasser i plejen for patienterne. For 1. klasses vedkommende vankede et kogt æg til morgenmaden og bordet var pyntet. For 2. klasse var det havregrød, et stykke rugbrød med ost og et stykke franskbrød til kaffen. På afdelinger med urolige patienter bestod servicet ikke af porcelæn, men af blik. Patienter indlagt på 1. klasse kunne gå i privat tøj, mens de øvrige patienter fik udleveret mere tarveligt hospitalstøj, så kunne man lettere genkende dem, hvis de stak af. Personalet fik mere simpel kost svarende til 3. klasse.

Nattevagten sad altid midt i sovestuen, hvor alle patienter skulle sove, ellers fik de sovemedicin. De hvidmalede senge havde fast træbund med en tangmadras og øverst en træuldsmadras. Til urenlige var der sække stoppet med halm. De blev så smidt ud ad vinduet, når de skulle skiftes.

Karl Emil Risager betegner hovedkategorierne af patienter som lidende af skizofreni (ungdomssløvsind), syfilis, epilepsi, psykopati og senilitet. I 30erne blev man mere opmærksom på, at der var tale om egentligt syge patienter, som nu almindeligvis blev behandlet med sengeleje. Medicin havde man ikke meget af – mest kun bedøvende midler. I 30erne begyndte man at benytte insulinchok og senere elchok. Før da havde man benyttet det hvide snit. Der var også nogle, der havde forsøgt selvmord. Enkelte af dem blev udskrevet efter endt behandling, men en del ønskede at blive på hospitalet, hvor de følte sig beskyttet. Med tiden blev forholdene friere. Murene omkring afdelingernes lukkede gård blev revet ned. Patienterne kom mere i beskæftigelse. Lukkede afdelinger fik status som åbne. Kvindeligt personale fik lov at gifte sig og bo ude i byen.

Karl Emil Risager arbejdede gennem alle årene på en afdeling for urolige patienter. Det var dog sjældent, man benyttede tvangsmidler som bælter og læderhandsker. Hvilket mest var for at udelukke selvskade eller skade på andre. Med tiden kom mere personale. Det betød, at man i højere grad kunne sætte sig på sengekanten og tale voldsomme patienter til fornuft. Der var dog fortsat overbelægning – helt op til 1100 patienter.

Portræt af Karl Emil Risager.