Steder i bunden af Middelfart Sindssygeanstalt

Sofie Skotte fik i 1911 på Martius Truelsens Forlag i København udgivet en lille publikation på 32 sider med titlen ”Et glimt af Livet i en dansk Sindssygeanstalt Anno 1908”. Der er tale om et velskrevet hæfte. Forlaget er stort og anerkendt. Der er intet forord eller nogen nærmere forklaring på baggrund og formål med udgivelsen. Blot afsluttes beretningen ”Paris i Februar 1909”. Overskriften er et citat fra hæftet.

Vi ved dog noget om forfatteren. Hun var indlagt to gange på Middelfart Sindssygeanstalt i henholdsvis 1902 og 1907. Hun var født i en gårdmandsfamilie på Lolland i 1875. Hun tjente som ung på forskellige gårde og læste til lærerinde på Zahles seminarium i København og fik herefter ansættelse på Horsens Kvindeseminarium, hvor hun var i otte år. Så kom hun på Hornbæk Nervesanatorium og blev herfra overflyttet til sindssygeanstalten i Middelfart. Efter udskrivelsen fik hun ansættelse som lærerinde i Frederiksberg kommune. Efter nogle år her lod hun sig atter indlægge i Middelfart.

Det er sparsomt, hvad vi ved om hendes liv. Maiken Nørup har i Vends Årbog 1910 samlet lidt flere oplysninger. Et nulevende familiemedlem kunne i 2008 oplyse, at Sofie Skotte i vinterhalvåret boede skiftevis i Heidelberg og Paris samt at hun havde sommerhus i Hvidovre. Hun studerede muligvis filosofi på universitetet i Heidelberg. Tilsyneladende var Sofie Skotte velhavende. Når hun om sommeren besøgte familien i Danmark, var hun velklædt og medbragte gode gaver. På sine ældre dage flyttede hun tilbage til Danmark og bosatte sig i København, hvor hun døde 1938. Hvor meget, vi kan fæste lid til disse overleveringer gennem et familiemedlem, er dog et åbent spørgsmål. I Politiets efterretningsblade fra 1914 står hun anført som stud. med. og boende i Søpassagen i København. I øvrigt var hendes lillesøster Mary Skotte en produktiv og rimelig kendt forfatter.

Det lille skrift om livet på Middelfart Sindssygeanstalt kan til en vis grad læses som et selvbiografisk indlæg, selv om det slet ikke er skrevet i jeg-form, men derimod fremtræder som om en mere teoretisk kritik af samfundets behandling af sindssyge. Det er tydeligt, at hun ikke er i stand til at gennemføre en objektiv og videnskabelig kritik. Mellem linjerne mærkes en tydelig harme og man kan tillade sig at betragte hendes eksempler på krænkelser, overgreb og magtmisbrug som dækkende hendes egne oplevelser, selv om hun forsøger at tilsløre dette – måske for at gøre kritikken mere troværdig. Og måske også for at beskytte sig selv.

Anders Kelstrup har sin psykiatrihistoriske bog ”Galskab, Psykiatri og Galebevægelse”, Amalie 1983 omtalt Sofie Skottes kritik. Han skriver meget rammende: ”Sofie Skotte er uden tvivl blevet diagnosticeret som lidende af forfølgelsesvanvid. Ikke desto mindre er hendes iagttagelser i anstalten både skarpe og realistiske og hun påpeger gang på gang det naturlige i den adfærd og de handlinger, som hendes medpatienter i anstalten udøvede, og som var direkte fremkaldte af isolationen, håbløsheden og de særlige moralske love, der herskede i anstalterne. Der skulle gå ca. et halvt århundrede, før den sociologiske videnskab og lægevidenskaben kom til samme erkendelse: at anstaltslivet ikke var helbredende overfor sindssygdomme, og at en række af de symptomer, som blev betragtet som klassiske og karakteristiske for de enkelte sindssygdomme, snarere er et resultat af institutionslivet og institutionaliseringen, end af selve sygdommen.”

Velkendt er at fagfolks syn på de psykiske syge oftest har forret og breder sig i den offentlige opfattelse på godt og ondt. Velkendt er vel også, at de psykisk syges eller patienternes syn og kritik på fagfolkene og systemet alt for let bliver afvist. Der er grund til at lytte opmærksomt og tænksomt til, hvad de syge selv siger. Ingen tvivl om, at vi kan lære noget.

Sofie Skotte skriver: ”En saadan komplet Isolation, et sadant Fravær af alt Haab, er de Hovedfaktorer, der skaber den navnløse Rædsel, der bor til Huse derinde. Om de Væsener, der lever indespærrede paa det Sted, kan man sige, at de er forladt af Gud og Mennesker; og de føler det – ikke som en Ulystfølelse, som noget, som de er meget kede af o.s.v. – men som saa en usigelig Rædsel, at ”Tankerne” får styrke i den Grad, at føres to saadanne Individer en enkelt Gang sammen, saa opstaar den mest direkte ”ordrette” Tankeoverføring, men kan ønske sig – uden Ord eller rettere med ”tavse Ord” forklarer de for hinanden, alt hvad de paa Tidspunktet for deres Møde sidder inde med af Viden.”

Måske forstår vi fuldt ud hendes budskab. Måske forstår vi det slet ikke. Men vi kan ikke afvise, at hun taler til os.

For tiden viser Middelfart Museum særudstillingen ”Mens vi venter på Mind”. Den sindssygeanstalt, som Sofie Skotte oplevede indefra som patient, er nu over et hundrede år efter på vej til at blive et vigtigt museum for både psykiatrihistorie og mental trivsel. Læg vel mærke til det sidste.

Ungdomsportræt af Sofie Skotte.