← Peter Storms klumme

Spændende familiefotografi

15. oktober 2026 · Peter Storm · Fønsskov, Tønnæsgård, Middelfart · 1880-1890

Familieportræt af Hans Madsen, Karen Marie Jensen og datteren Karen Kirstine fra 1887.
Foto: Peter Storm

Et sjældent kig ind i fortiden gennem et familieportræt fra 1887 af forpagterparret fra Tønnæsgård på Fønsskov. Læs historien om Hans Madsen, hans unge husbestyrerinde og deres fælles datter.

En lille familie træder frem på det gamle fotografi. Det er taget af fotograf Carl Liisberg på Algade i Middelfart sandsynligvis i året 1887, eftersom den lille pige blev født den 27. september 1886. Det højtidelige familieportræt afspejler den usædvanlige og enestående situation, når man dengang skulle foreviges. Helt stille skulle man sidde og stå.

Fotografiet fik jeg lov at kopiere af en bekendt (Birgit Larsen), der medbragte det til et foredrag, jeg holdt på Ældrecentret i Skovgade om det gamle Middelfart. Hun kunne nemlig huske, at jeg ved et tidligere foredrag havde nævnt min store interesse for Fønsskov. Det blev fulgt op med et besøg hos hende og hendes ægtefælle, der gav kaffe og en uddybende snak.

Tilbage til fotografiet. Den lilles navn er Karen Kirstine Jensine. Hendes far med det stolte smil og fine blanke støvler er forpagter Hans Madsen fra Tønnæsgård på Fønsskov. Moderen er Karen Marie Jensen. Han er på dette tidspunkt 62 år og hun 33 år. Det forlyder umiddelbart, at Karen Marie kom til Fønsskov som husbestyrerinde for ungkarlen Hans. Så blev de gift og fik dette ene barn.

Om Hans Madsen ved vi, at han er født på Tønnæsgård, som hans far forpagtede af Wedellsborg, og som hans mor som enke videreførte med ham og en lillebror som hjælpere. Da moderen døde, overtog Hans Madsen forpagtningen. På et tidspunkt har han haft behov for en husbestyrerinde, hvad der var en absolut nødvendighed. Der var mere end nok at se til inde og ude.

#Historie#Landbrugshistorie#Stednavne#Wedellsborg

Flere klummer