Gården Minendal
15. oktober 2026 · Peter Storm · Minendal, Skærbæk, Wedellsborg · 1550-1917

Oplev historien om Minendal, der startede som Skærbæksgård under Wedellsborg. Fra tragiske skæbner til fødested for søhelten Peter Willemoes' søskende, rummer gården en central plads i det vestfynske landskab.
Omtrent midtvejs på landevejen mellem Assens og Middelfart ligger gården Minendal. Den ligger ved Skærbæk, der kommer fra Lunge Bjerge og løber ud i Flægen sammen med den nordligere Hybæk. Skærbæk har drevet to møller i dens umiddelbare nærhed: nedenstrøms Lamose Mølle og opstrøms Hylke Mølle. Man aner således, at der er tale om en betydningsfuld placering.
En større gård har i alt fald ligget her siden 1550 og hed tidligere Skærbæksgård. Et navn der er til at forstå, når man skal finde et naturligt holdepunkt. Oprindelig var det en frigård under Wedellsborg. En forpagter på Billeskov fik den i 1695 i sin besiddelse og ved hans død overgik den til en svigersøn, der havde den indtil 1730. En præsteenke fra Gamborg overtog den, indtil grev Christian Gustav Wedell i 1733 købte den, fordi han kontraktligt var forpligtet til at opkøbe jord efter salget af Søndergårde ved Erholm for at han dermed kunne opretholde grevskabets status. Med dette køb bliver Skærbæksgård en af Wedellsborgs hovedgårde.
Sønnen Hannibal Wedell, der i 1752 var blevet gift med hofmarskal A. G. Moltkes datter, Catharina Sophie Wilhelmine. Parret flytter ind på gården. Det er således hustruens navn Wilhelmine, der i forkortet form bliver gårdens navn. Grevskabets økonomi var i disse år dyster og det endte med, at Hannibal Wedell skød sig i 1766.
Søhelten Peter Willemoes forældre har også boet på Minendal i nogle år fra 1768 i forbindelse faderens stilling som forvalter på Wedellsborg. På Minendal er nogle af søheltens ældre søskende født. I 1791 flyttede den første distriktskirurg for Assens og Middelfart ind på Minendal. Wedellsborg frasolgte gården i 1917.
Illustration: Miniature af Hannibal Wedell af ukendt.
PS. Vil man dybere i Minendals eller Skærbæksgårds historie, kan jeg anbefale en meget grundig artikel ”Dengang Minendal hed Skærbæk” af Agnete Balslev i Vends Årbog 2006.
#Historie#Landbrugshistorie#Slægtshistorie#Stednavne#Wedellsborg

