Søn af biskop skyder spansk officer
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Odense · 1808

En tragisk ulykke i 1808 flettede skæbner sammen, da løjtnant Theodor Bloch, søn af en tidligere Middelfart-præst, kom til at skyde en spansk officer under det fransk-spanske felttog i Odense.
Undertiden væves fortællinger tilfældigt og stærkt sammen. Det skete for mig, da en efterkommer på facebooksiden ”Genealogisk forum” viderebragte beretningen om den spanske husar, Isidoro Panduro, født i Alcazar i Spanien 1788 og tjenestegørende ved regimentet Almansa. Han var i 1808 med på det fransk-spanske felttog, der havde til formål fra Danmark at invadere Sverige under ledelse af den franske marskal Bernadotte. Isidoro Panduro kom grundet sygdom til at forblive varigt i Danmark, hvor han fik arbejde og blev gift.
Jeg mindedes samtidigt en helt anden fortælling, der har vakt min lokalhistoriske interesse. Den handler om en sognepræst ved Middelfart kirke i årene 1763-1775, Tønne Bloch, der siden blev biskop i Ribe, og som døde i 1803 som biskop i Odense. Biskoppen havde en søn, Theodor Carl August Bloch, der i 1808 var 30 år og løjtnant i det militære vejkorps, der havde til formål at udbedre vejene for de mange tropper.
Den danske løjtnant var sprogligt begavet og fik i Odense hurtigt venner blandt de spanske officerer. Isidoro Panduros foresatte var kaptajn Don Augustin Mollon, der var blandt de spanske officerer, som underholdt sig med løjtnant Bloch. Den 9. juli 1808 var officererne samlet i selskabeligt lag hos en brændevinsbrænder på Albanitorv. Her pegede løjtnant Bloch i kådhed med sit skydevåben på Mollon i den tro, at det ikke var ladt. Imidlertid havde det stadig en forladning, der gik af. Mollon blev dræbt. Hans spanske officerskammerater blev oprømte og trak deres blankvåben mod Bloch. Men de blev klar over, at det var sket i uagtsomhed.
Løjtnant Bloch blev arresteret og stillet for en krigsret, hvor han kunne have risikeret dødsdom. Han slap dog med en bøde på 40 lod sølv. Nogle dage efter den tragiske ulykke, blev Don Augustin Mollon stedt til hvile på Sankt Hans kirkegård under militær æresbevisning. På hans grav lagdes en stor sten, der stadig i forvitret stand kan ses ved kirken. Et venskabeligt møde hen over landegrænser endte således dybt tragisk.
#Historie#Retsvæsen#Vejvæsen


