Søkøbstadens rebslagere

Fiskere, bønder og søfolk har fra de ældste tider skullet bruge reb og tovværk til deres virke på sø og land. Det kan være i form af fiskegarn, tøjr, sække, sejldug eller takkelage. Det har oprindeligt været almindeligt husflidsarbejde. Efterhånden har det sideløbende krævet et egentligt fag og rebslageren blev en professionel håndværker. I en søkøbstad som Middelfart har der været behov for rebslagere. Når man gennemgår folketællingerne fra 1787 til 1901, støder man på adskillige rebslagermestre, rebslagersvende og rebslagerlærlinge. Det skal indskydes, at vi først kender folketællinger fra 1787. Vi må gå ud fra, at der også har været rebslagere før da. Efter denne håndværkerperiode er produktion af reb og tov blevet industrialiseret.

I sidste halvdel af 1800-tallet, hvor vi havde et større værft ved Sølyst ved Gamborg Fjord og et lidt mindre værft i Middelfart, har der været behov for at kunne rigge større skibe og mindre både til. Vi havde i hele denne periode ifølge folketællingerne 6 rebslagermestre dog ikke alle på samme tid. Til hver mester var typisk knyttet en svend og 1-2 lærlinge. Om ikke en kunst så er rebslåning et krævende håndværk. Man havde brug for en reberbane af en vis længde, Den kunne gå fra et hus på Algade ned mod stranden. I maj-måned 1862 røg byens tre rebslagere Holst, Mortensen og Simonsen i totterne på hinanden omkring deres priser, hvilket usædvanligt foregik gennem annoncer i Middelfart Avis.

Man skulle bruge hamp eller rettere fibre fra hamplanter. Produktionen af hamp i Danmark var begrænset. Man importerede i høj grad hamp fra Rusland og de baltiske lande. Man samler hampfibrene i såkaldte diser, som rebslageren stikker om på ryggen ned bag en bred læderrem. Når han så skal spinde den første tråd, trækker han diserne frem, medens han går baglæns og tråden bliver længere op til spindehjulet. Der kendes fotografier, hvor rebslageren har en ganske tyk mave af hamp. Alt efter rebets eller tovets tykkelse, kan det spindes eller sammenslås af flere ”tråde”.

Når man tænker på rigningen eller takkelagen på et større skib som en jagt eller en brig, skibstyper, som vi kunne bygge lokalt, er det klart, at der skal bruges en del reb og tov. Det har skullet været godt og sikkert håndværk, der kunne holde til sliddet og presset til søs.

Jeg ved ikke, om man noget steds i Danmark i dag kan se, hvorledes rebslagerens arbejde foregår. Jeg kan nok læse mig til det, men ville gerne se det i praksis. Det har i sejlskibenes tid været et udbredt håndværk, og et vigtigt indslag i hverdagen i vores søkøbstad.

Foto af rebslager Andreas Simonsen, Middelfart.